»Tour de France er verdens vigtigste løb, og Tadej Pogacar har brug for, at en person på UAE banker det ind i hovedet på ham.«
B.T.s Tour-kommentator Lance Armstrong så forbløffet til, da Tadej Pogacar eksploderede i bunden af Col de la Loze og mistede al håb om at udfordre Vingegaards Tour-sejr.
Nederlaget var uventet stort. Men amerikaneren er ikke overrasket over, at det skete.
For slovenernes vilde forårskampagne med sejre i blandt andet Flandern Rundt, Amstel Gold Race og La Fleche Wallone har kostet dyrt, mener Armstrong.
»Tadej Pogacar skal gå efter at vinde Tour de France. Og når han ikke kan det længere, så kan han fokusere på klassikerne. Det er Tour de France, der betyder noget. For holdet. For sponsorerne.«
Armstrong lægger ikke skjul på sin begejstring over Tadej Pogacars præstationer i forårsklassikerne. Det virker bare ikke, hvis man også vil stå som triumfator på Champs-Élysées.
»Den måde, UAE har prioriteret sæsonen på, er bare ikke den rigtige, hvis man vil vinde Tour de France. Så kan det godt være, at det har været en målsætning at vinde Flandern Rundt.«
»Men så sker sådan noget som på Col de la Loze, hvor Pogacar bliver sat af uden Vingegaard overhovedet behøver accelerere.«
Nu frygter Lance Armstrong for slovenerens podieplads – især med blikket stift rettet mod lørdagens benhårde bjergetape i Vogeserne, hvor ikke mindre end seks stigninger venter.
»Hans plads på podiet er ikke sikker nu. Lørdag er op og ned. Hvis han har endnu en dag som på Col de la Loze, så ryger han ud af podiet,« siger Lance Armstrong
Direkte fra de franske landeveje sender B.T. dagligt podcasten 'Touren på Bagsædet'. Lyt med her eller i din foretrukne podcastapp.