Søren Kragh Andersens fænomenale etapesejr i Lyon er gået verden rundt.
I hvert fald er den danske Tour de France-etapevinder et varmt emne i selveste Lance Armstrongs podcast.
En podcast, den amerikanske dopingsynder driver med blandt andre George Hincapie, der var løjtnant på Armstrongs US Postal-mandskab.
»Jeg har været i kontakt med George Hincapie. Han skrev til mig for at snakke om mit angreb. Jeg tror, det var, fordi jeg rodede med min cykelcomputer med to kilometer igen. De ville høre, hvad jeg kiggede efter på computeren,« siger Søren Kragh Andersen (Team Sunweb).
Den danske Tour-triumfator bladrede rundt på cykelcomputeren midt i sit soloridt mod sejren for at se sit aktuelle watt-tal – altså hvor hårdt han trådte i pedalerne.
Tallet lå på mellem 500-600 watt, hvilket tydeligt imponerer Lance Armstrong og George Hincapie i podcasten 'The Move'.
Snakken om Søren Kragh Andersen er langtfra de prominente amerikaneres eneste forbindelse til Danmark. Værterne har nemlig eks-rytteren Brian Holm som husven til at give udtalehjælp med besværlige skandinaviske navne, hvor 'Kragh' eksempelvis hurtigt bliver til 'Crack'.
Og Lance Armstrong og George Hincapie betalte hjælpen tilbage, da de mandag deltog i Brian Holms RadioTour-podcast, som Quickstep-sportsdirektøren har med eks-proffen Thomas Bay og journalist Peter Piil.
Her var det en veloplagt Lance Armstrong og George Hincapie, som åbenlyst morede sig over, at en lillebitte nation som Danmark har otte ryttere til start ved Touren, mens mægtige USA kun har tre.
»I har mange bjerge, så det er klart, at I er stærke… Og alle kører på cykler? Og hvad med Danmark… Er det egentlig tæt på Slovenien?« lød det spøgefuldt fra Lance Armstrong med henvisning til den vanvittige form, som Tourens to førende slovenske ryttere, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, i øjeblikket har.
Der var dog også tid til regulær ros af danskerne – og i særdeleshed Søren Kragh Andersen, som i øvrigt selv er en fast lytter at 'The Move'.
»Det, Søren gjorde, var utroligt. Jeg så det som en klassikerafslutning, hvor alle lå på grænsen, og kun de stærkeste var tilbage. Det, han gjorde, var sejt lavet. Vi er meget imponerede,« lød roserne fra George Hincapie.
Lance Armstrong vandt Tour de France fra 1999 til 2005, men har senere fået frataget alle sejre, fordi han har erkendt et omfattende dopingmisbrug.