‘For at sikre at mine skader heler ordentligt, har vi besluttet, at jeg ikke stiller til start i dag.’

Med blikket rettet mod Vuelta a Espana valgte Jumbo-Visma-kaptajnen Primoz Roglic søndag morgen at trække sig fra Tour de France.

Skaderne fra styrtet på brostensetapen med mål i Arenberg-skoven 11 dage før plagede angiveligt sloveneren så meget, at han ikke ønskede at fortsætte.

Få timer efter udgik Jonas Vingegaards mindst lige så vigtige hjælper Steven Kruijswijk, og – set i det lys – langer flere eksperter nu ud efter Roglic utidige exit.

Jonas Vingegaard styrtede på 15. etape og fik et sort mærke på skulderen.
Jonas Vingegaard styrtede på 15. etape og fik et sort mærke på skulderen. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

En af de skarpeste kritikere er den skotske cykeljournalist Philippa York – tidligere Robert Millar – som vandt tre Tour-etaper i 1980erne og også sikrede sig den prikkede bjergtrøje i 1984.

»Når du er på holdet, som har den gule trøje, så bliver din pligt til at fortsætte i løbet kun forstærket. Det er ligegyldigt, om du kun kan føre feltet an i ti kilometer eller i 100 – enhver hjælp er velkommen,« skriver Philippa York i en analyse hos Cyclingnews.

Hun hæfter sig især ved, at Primoz Roglic – efter sit styrt – flere gange har været et altafgørende instrument for Jonas Vingegaard.

Eksempelvis da sloveneren med sine angreb på Col du Galibier var med til at sætte Tadej Pogacar under så stort et pres, at han senere blev knækket af Jonas Vingegaard på etapens afsluttende stigning til Col du Granon.

Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

Philippa York forstår ganske enkelt ikke, hvem der har truffet beslutningen om, at trække Primoz Roglic ud af løbet.

»Det handler om respekten for Tour de France og forpligtelsen til at forsvare den gule trøje. Det er uden for diskussion … Du stopper simpelthen ikke – medmindre du fysisk ikke kan fortsætte.«

Bredsiden er altså ikke kun rettet mod Jumbo-Vismas og Primoz Roglics prioriteringer.

Det er også en kritik af, at Roglic for let har givet op og dermed ikke æret Touren, som danske Michael Mørkøv eksempelvis modsat gjorde søndag, hvor han træt og syg kørte 200 kilometer alene og til sidst kom i mål uden for tidsgrænsen.

Nu ser Philippa frem mod en fuldstændig åben og afgørende uge, hvor Primoz Roglics beslutning i sidste ende kan betyde, at Tour-sejren ikke bliver dansk.

»Beslutningen om at trække Primoz Roglic ud af løbet kan ende med at ramme Jumbo-holdet hårdt, hvis Jonas Vingegaard udviser svaghed i Pyrenæerne. Er det værd for Roglic at gå efter en fjerde Vuelta-sejr, hvis det koster Jonas Vingegaards første Tour-sejr?«