Hvis du vil opleve årets Tour de France-ryttere på tætteste hold og i et lidt mere adstadigt tempo end normalt, får du snart en gylden mulighed.

Den 29. juni – to dage inden første etapes start i København – præsenteres de deltagende hold på Touren i en parade gennem de københavnske gader.

De 176 ryttere kører en 1,5 kilometer lang rute fra Islands Brygge over Lille Langebro, ad Vester Voldgade og til Rådhuspladsen, hvorefter de ender på Axeltorv. Herfra cykler rytterne skiftevis ind i Tivoli, hvor holdene præsenteres ét ad gangen på Plænen.

»Nu er der kun en måned til, at Tour de France kommer til Danmark. Jeg glæder mig helt vildt. Vi byder rytterne velkommen ved at holde et brag af en holdpræsentation i København og Tivoli. Her kickstarter vi den gule folkefest i København, og så glæder jeg mig til at vise hele verden, hvordan danskerne og københavnerne elsker cykling,« siger Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester i København og bestyrelsesformand for Grand Départ Copenhagen Denmark.

Borgmester i Københavns Kommune Sophie Hæstorp Andersen.
Borgmester i Københavns Kommune Sophie Hæstorp Andersen. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er gratis at være publikum ved den 1,5 kilometer lange paraderute, hvor du altså blot skal indfinde dig et sted langs vejkanten og nyde synet.

Det er også muligt at se rytterne blive præsenteret i Tivoli. Grand Départ Copenhagen Denmark uddeler 10.000 gratis entrébilletter til holdpræsentationen.

Holdpræsentationen vil blive vist på TV 2 og på storskærme på Rådhuspladsen, Bryghuspladsen og Kongens Nytorv.

Her ses en oversigt over aktiviterne gennem København.
Her ses en oversigt over aktiviterne gennem København.
Vis mere

»Tour de France til Danmark er en drøm for os på TV 2 (...) Vi glæder os at til producere holdpræsentationen, der skyder det hele i gang, og sende de mange fine billeder af vores smukke hovedstad ud til hele verden og vise, hvor meget cykling og især touren betyder for os danskere,« siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

Ruten gennem København starter klokken 17.45, og fra klokken 18.30 kører de 22 hold skiftevis ind i Tivoli. På Bryghuspladsen vil der være aktiviteter fra klokken 15.