Der gik formentlig et chok i gennem de danske cykelfans, da Mads Pedersen pludselig kolliderede med den ene bande og styrtede voldsomt i asfalten på femte etape af Tour de France.
B.T.s journalister i Frankrig fik hurtigt efter etapen nys om, at Lidl-Trek var stormet op til løbsarrangørerne for at diskutere episoden med kommissærerne.
Det bekræfter sportsdirektør på holdet, Kim Andersen, nu til B.T. og giver sin første reaktion på det voldsomme styrt.
»Det er jo meget, meget dårligt. Jeg vil gerne lige se spurten, for hvis det er, som de andre siger, det er, så er det jo bare for dårligt.«
For dårligt af hvem?
»Vi har jo nogle regler, vi skal overholde. Der var jo hul, og så bliver det jo lukket af. Jeg kan bare se, han kommer kørende rimelig hurtigt der. Der er jo sket et eller andet,« lyder det fra den danske sportsdirektør.

Han fortæller desuden, at det ikke er ham personligt, der har været oppe og snakke med løbsarrangørerne, og at han ikke selv har set spurten endnu og derfor ikke kan sige noget om, hvorvidt der er blevet indgivet en klage.
Til gengæld kan han give en opdatering på Mads Pedersens tilstand, som heldigvis er positiv.
»Mads er okay, og vi går helt sikkert ud fra, at han fortsætter i løbet,« fortæller Kim Andersen til B.T.
Ifølge TV 2 er Mads Pedersen dog kørt til røntgenfotografering, og vi afventer stadig en officiel udmelding fra Lidl-Trek om, hvorvidt Mads Pedersen egentlig kommer til at fortsætte i Tour de France.
Mark Cavendish endte med at tage en historisk sejr på etapen – du kan læse B.T.s dom lige HER.
Lyt og følg 'Touren på bagsædet' på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: