»Jeg havde tårnhøje forventninger, og så blev jeg nervøs for, om jeg kunne det, jeg gerne ville, når jeg stod der på dagen.«

Sådan sagde Jonas Vingegaard, da B.T. mødte ham i november.

Førhen har den danske stjerne kæmpet med stress og de enorme forventninger, han havde til sig selv, og nu vil de fleste nok argumentere for, at han står i en situation, hvor presset er større end nogensinde før.

For efter den sensationelle andenplads i Tour de France sidste år er alle øjne rettet mod Jonas Vingegaard, der er anset som en af løbets topfavoritter, når det går i gang på fredag.

Jonas Vingegaard vandt sidste etape ved Critérium du Dauphiné for få uger siden.
Jonas Vingegaard vandt sidste etape ved Critérium du Dauphiné for få uger siden. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Nu står danskeren i en ny virkelighed.

»Det er totalt anderledes end sidste år. Der kom jeg som hjælper, så det her er en anderledes måde at gå til det. Jeg har mere selvtillid nu, og jeg tror mere på mig selv. Det er ret forskelligt, men på en god måde, vil jeg sige,« sagde Jumbo-Visma-rytteren ved holdets pressemøde forud for Tour-starten i København.

I fjor regnede ingen med, at Jonas Vingegaard ville stå på podiet i Paris.

Den dengang 24-årige rytter kom som hjælperytter for den slovenske stjerne Primoz Roglic. Men sidstnævnte udgik tidligt i løbet, og pludselig var Vingegaard storholdets klassementhåb.

Og det gjorde han mere end godt, da han var næstbedst efter den urørlige Tadej Pogacar. Vingegaard kørte sig tilmed til fire podiepladser.

Det betyder, at han ikke kan gemme sig i 2022-udgaven.

»Der er mere pres på mig i år, selvfølgelig. Jeg er en af lederne ved det største løb i verden,« sagde danskeren pragmatisk.

Han lader dog ikke til at lade sig tynge af den nye status og den store opmærksomhed.

Han ligner i stedet for en forvandlet mand, der er vokset med opgaven.

»Som jeg har sagt før, så går presset mig ikke så meget på. Det er mest mine egne forventninger. Det er dem, jeg har haft problemer med førhen, så det har jeg ikke mere,« fastslog Jonas Vingegaard.

»Det bliver ikke et problem med stress.«