Storfavoritten Primoz Roglic udgår af Tour de France inden 9. etape.

Det meddeler Team Jumbo-Visma inden søndagens etape.

»Primoz Roglic stiller ikke til start ved dagens etape. Han lider for meget efter sine skader. Bliv klar igen hurtigst muligt, Primoz,« skriver Jumbo-Visma i et opslag på Twitter.

Lørdag stillede den slovenske stjerne ellers til start, selv om han dagen forinden havde tabt hele ni minutter til løbets gule førertrøje.

Det store tidstab skyldtes blandt andet et voldsomt styrt, som Roglic var involveret i på 7. etape.

Et styrt, der nu har betydet, at han har måttet trække sig fra det prestigefyldte cykelløb.

»Vi har taget beslutningen i fællesskab. Det giver ikke mening for mig at fortsætte, og nu prøver jeg i stedet at komme mig samt fokusere på nye mål,« siger den 31-årige cykelstjerne og tilføjer:

»Jeg ser aldrig så langt frem, og lige nu prøver jeg blot at fokusere på momentet. Men efter de sidste par dage med alt det, der er sket, giver det ikke længere mening for mig at fortsætte.«

Efter Roglics exit betyder det pludselig, at Jumbo-Vismas bedste bud på en klassementsrytter er danske Jonas Vingegaard, som har taget alle Tour-fans med storm på de første otte etaper.

Vingegaard ligger i forvejen godt til i klassementet som nummer fem inden søndagens bjergetape. Fem minutter efter løbets førende rytter, den forsvarende vinder Tadej Pogacar.

Primoz Roglic blev nummer to i Tour de France sidste år.