Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Ingen havde set den komme, at 25-årige Jonas Vingegaard sidste år skulle stå næstøverst på podiet i Paris til Tour de France.

Og efter at have chokeret hele cykelverdenen er forventningerne til vestjyden i Touren i år tårnhøje. Men det kan de sagtens være, for ifølge kæresten, Trine Marie Hansen, har vi slet ikke set Glyngøre-gutten peake.

»Sidste år var helt fantastisk og den vildeste rejse. Det gik fra, at han kom med på et afbud til, at han pludselig stod på podiet. Det var megafedt,« lydet det fra 34-årige Trine.

Hun har været kærester med cykeltalentet i fire år og kan mærke, hvordan sidste års succes har givet ham selvtillid.

Jonas Vingegaard (tv.) havde sin datter med på podiet i Paris.
Jonas Vingegaard (tv.) havde sin datter med på podiet i Paris. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

»Jeg tror, han havde en større frygt over for sine konkurrenter før, og det er altid lidt farligt at basere sin egen præstation på, hvordan andre kører. Han ser meget mere sig selv nu og tænker på, hvad han er god til, og hvad han kan gøre for at vinde. Han tror 100 procent på sig selv,« siger hun.

Sidste år troede Trine fuldt og fast på Jonas, fordi hun ved, at han er god. Og i år bliver han endnu bedre, mener hun:

»Han har kæmpe potentiale og masser, som han kan udvikle på, og det tror jeg eksempelvis ikke, at Pogacar har. Han er ved at nå limit, og vi har slet ikke set Jonas peake endnu.«

Jonas selv lægger da heller ikke skjul på, at han i år går efter guldet. Og med sine egne og omverdenens forventninger til ham kan det lyde som et stort pres på de vestjyske vinger, der tidligere har døjet med både stress og forventningspres.

Jonas Vingegaard og kæresten Trine Marie Hansen.
Jonas Vingegaard og kæresten Trine Marie Hansen. Foto: Byrd/Brian Bjeldbak
Vis mere

Men så husker Trine sin kæreste på, at han er ung og derfor har masser af tid til at præstere.

»Det er bare et cykelløb, og han har så mange år til at deltage i Touren. Det skal nok gå. Jonas vil rigtig gerne vinde, og det synes jeg også bare, at han skal, men hvis det ikke bliver i år, kan det være, at det bliver et andet år. Det har han masser af tid til,« siger hun og fortsætter:

»Hvis Jonas siger, at han er nevøs, så taler jeg det fuldstændig ned, og så kommer vi frem til, at det er der ingen grund til at være. Hvis han har forberedt sig godt nok, så ved han, at der ikke er mere at gøre, og så kan han være tilfreds lige meget, hvordan det går.«

Så uanset, hvordan cykelløbet kommer til at glide, glæder Trine sig til at høre startskuddet fredag 1. juli i København.

»Jeg tror ikke, danskerne ved, hvad der rammer dem. Jeg kan høre på mange, at de ikke rigtig ved, om de vil ud og se det. Så siger jeg bare, selvom I ikke er cykelinteresseret, så gør det. Det bliver megafedt.«

Og hvordan kommer det til at gå Jonas?

»Jeg tror sagtens, han kan vinde. Jeg vil ikke jinxe den, men hvis han forbereder sig, som han skal, og der ikke kommer nogen skader, så tror jeg 100 procent på, at de kan vinde sammen som hold,« siger Trine.

Andre læser også