»Jeg tror ikke, at han bare er et 'one hit wonder'.«

Der var ingen, der havde regnet med, at den danske Tour-rytter Jonas Vingegaard ville gå ind og feje benene væk under alle pånær én i Tour de France.

Men ikke desto mindre har han gjort det, og ifølge Kim Plesner, cykelekspert og stifter af podcasten 'Veloropa', er Jonas Vingegaard kommet for at blive.

»Nu har vi siddet og heppet på Jakob Fuglsang i grand tours (de tre store etapeløb, red.) i mange år efterhånden, og det er ikke rigtig lykkedes for ham at slå helt igennem. Så kommer Vingegaard og slår igennem fra dag ét,« forklarer han til B.T. og fortsætter:

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

»Vingegaard går ind og viser med det samme, at han er en grand tour-klassementrytter. Og når man først har bevist det og har fået den erfaring, så siger historikken, at man bliver ved med det. Tiden må vise, hvilke placeringer det bliver til, men nu hører han til i toppen – og det bliver han ved med i et stykke tid.«

Jonas Vingegaard tog styringen for sit hold, Jumbo-Visma, efter kaptajnen Primoz Roglic udgik efter et styrt på 3. etape. Og han har i dén grad grebet chancen.

Nu lugter det kraftigt af en podieplads og endda en andenplads efter suveræne Tadej Pogacar.

»Han er hoppet gevaldigt op i hierarkiet, hvor jeg ellers synes, at man har pacet ham rigtig fornuftigt frem til i dag. Men det viser sig så, at han er længere fremme, end hvad man havde troet. Så han går en spændende fremtid i møde,« slutter Kim Plesner.

24-årige Jonas Vingegaard kører sit første Tour de France og sin kun anden grand tour.