Jonas Vingegaard kørte et brag af en enkeltstart på lørdagens etape og forsvarede dermed sin samlede andenplads i årets Tour de France.

Dermed er den 24-årige dansker snublende tæt på at lave et historisk dansk resultat inden søndagens paradekørsel til Paris – og det er lidt at svært at fatte for hovedpersonen selv.

»Jeg regnede aldrig med at blive to i min første Tour de france. Jeg kom mest som hjælper for Primoz Roglic. Planen var at holde mig i det samlede klassement. Det er fuldstændig utroligt, og jeg tror ikke, at jeg forstår det endnu,« siger han på det efterfølgende pressemøde.

Søndag kører Jonas Vingegaard til Paris på den sidste etape i Tour de France, og medmindre alt går galt, vil han efterfølgende kunne træde op på podiet på Champs-Élysées som den første dansker i 25 år.

Jumbo-Visma-danskeren var inden lørdagens enkeltstart kun seks sekunder foran Richard Carapaz, men Vingegaard satte sin direkte podierival fuldstændig til vægs på den 30,8 kilometer lange enkeltstart.

Vingegaard kørte i tiden 36 minutter og 25 sekunder, hvilket rakte til en tredjeplads på dagens enkeltstart.

Holdkammeraten Wout van Aert vandt lørdagens etape, mens danske Kasper Asgreen måtte nøjes med andenpladsen.

Tadej Pogacar cruisede enkeltstarten i mål som nummer otte, og dermed kommer den slovenske superstjerne til at hive den gule førertrøje over hovedet i den franske hovedstad – for andet år i træk.