»Jeg bliver sgu også irriteret, når jeg ser det.«
I flere årtier har Jørgen Leth fulgt verdens største cykelløb - Tour de France - på tætteste hold.
Denne sommer er Leth dog blevet i Danmark, hvor han passer sin filmskole. Og den prioritering har vist sig fornuftig. For årets Tour har indtil videre ikke budt på den ventede klassementskrig.
Og våbenhvilen ærgrer Jørgen Leth, der stadig følger løbet tæt.

»Jeg ser hver etape, det gør jeg - ikke hele etapen, men fra 15-16-stykker. Jeg er som regel færdig på skolen, og så tager jeg hjem og ser den,« fortæller den store danske filminstruktør til B.T.
»Jeg er skuffet over, at der ikke er kommet mere klare meldinger fra løbets førende ryttere. Det er, som om de holder sig tilbage - som om de er bange for ruten.«
»Det er jo en fantastisk rute, der er lavet til den første uge. Det indbyder til store slag.«
»Det er, som om de indbudte ikke har taget imod invitationen. De er meget bange. De er i tvivl om, hvad de kan efter coronaen.«

Jørgen Leth har altid hyldet ryttere med mod på eventyr, og derfor går favoritternes passivitet ham også på.
»Det er selvfølgelig irriterende. Jeg bliver sgu også irriteret, når jeg ser det.«
»Men på den anden side har jeg set så mange cykelølb, at jeg har den største respekt for feltets vilje.«
I B.T.s daglige Tour-podcast kan du høre Jørgen Leths mening om de danske rytteres kælenavne. HØR DEN HERUNDER




