Der er rigtig mange øjne rettet i retning af Mark Cavendish ved dette års Tour de France.
Britens sensationelle comeback til verdens største cykelløb efter Deceuninck-Quick-Step-Step-stjernen Sam Bennetts dramatiske afbud har fået mange til at juble og spærre øjnene op.
Men det har også sendt rampelyset i retning af danske Michael Mørkøv, der skal agere leadoutman for Cavendish til Touren.
»Jeg har kendt ham i 20 år, vi er lige gamle, vi har kørt løb sammen, siden vi gik i skole, og vi har kørt mod hinanden på banen,« siger Mark Cavendish om sin danske holdkammerat.

Mørkøvs rolle går ganske enkelt ud på at aflevere den rappe brite på bedst mulig vis i spurten, så sidstnævnte bare skal afslutte arbejdet.
Og det bliver der brug for i dag, mandag, når rytterne skal ud på Tourens første rendyrkede sprinteretape i år.
Cavendish er den, der har vundet næstflest Tour de France-etaper i historien med 30 sejre. Men den sidste kom for fem år siden, og nu er spørgsmålet, om den genopstandne sprinterlegende kan nuppe en etapesejr mere i verdens største cykelløb.
Det skal Mørkøv hjælpe ham med. Endelig, fristes man næsten til at sige.
Jeg har jo aldrig skjult, at jeg elsker Danmark.Mark Cavendish
»Vi har snakket om, at vi skulle være holdkammerater på et tidspunkt. Sidst jeg var her på holdet, ville jeg faktisk have ham ind. Det er utroligt at få muligheden for at køre med ham,« siger Cavendish, som tidligere kørte for Quick-Step.
Det gjorde han i perioden 2013 til 2015, inden han kom tilbage til mandskabet i 2021.
I år er det blevet til fem sejre for Cavendish efter tre års tørke, og den stime kan Mørkøv være med til at udbygge.
»Han forbliver rolig og gør sit job, det er utroligt at følge. Men jeg har jo aldrig skjult, at jeg elsker Danmark. Nu har jeg jo to af dem her (Michael Mørkøv og Kasper Asgreen er med på Deceuninck-Quick-Step-Steps Tour de France-hold, red.), nu mangler vi bare Brian,« siger Cavendish med hentydning til holdets danske sportsdirektør Brian Holm.
Han har ikke taget turen til Frankrig i år.

