I år er højdepunktet for de danske ryttere i Tour de France 1. etape i København.

Og for Jakob Fuglsang var det ingen undtagelse.

»Det var fantastisk. Der var gåsehud, da jeg kørte på rampen, og det fortsatte hele vejen igennem. Det har været en fantastisk start på Touren, både i Tivoli, men også i dag,« siger han efter han har krydset målstregen på Rådhuspladsen og fortsætter:

»Normalt plejer højdepunktet at være Champs-Élysées, men jeg tror, at i år er højdepunktet starten, og så går det formentlig ned ad bakke herfra.«

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Og ned ad bakke gik det blandt andet for danske Mikkel Honoré og Stefan Bissegger.

Sidstnævnte styrtede hele to gange på den 13,2 kilometer lange rute gennem de københavnske gader.

Selvom regnen var stoppet, da 37-årige Jakob Fuglsang skulle køre, var gaderne fortsat våde.

»Jeg kom igennem uden at ryge i asfalten og det var sådan set det vigtigste. Selvom det egentlig ikke regnede, da jeg kørte, så var det stadig vådt og super glat,« siger han.

Foto: ANNEGRET HILSE
Vis mere

»Jeg kunne mærke, at når jeg accelererede ud ad svinget, var der et par gange, at baghjulet fedtede rundt, så det var stadig utrolig glat.«

Trods stort fokus på at holde sig oprejst gennem hele turen, var der stadig tid til at nyde oplevelsen for Israel–Premier Tech-rytteren.

»Jeg forsøgte at trykke til den på det lige stykke, og så tog jeg det lidt mere med ro i svingene og havde mere tid til at nyde det der også,« afslutter Fuglsang inden han takker danskerne for den massive støtte gennem ruten.

Tour de France fortsætter lørdag, hvor der skal køres med start i Roskilde.

Du kan følge hele Touren live her på bt.dk.