For knap to år siden satte Jakob Fuglsang sin underskrift på en kontraktforlængelse med Astana, der varer 2021 ud.

Derfor er den 36-årige dansker begyndt at se sig om efter en ny kontrakt, der både kan være på sit nuværende hold, men også et helt andet sted. Blandt andet har han bekræftet, at Cofidis er interesseret, men det franske mandskab er langtfra det eneste, fortæller han.

»Jeg tror, at Moreno (Nicoletti, Fuglsangs agent, red.) snakker med et par hold, så det er ikke kun Cofidis og Astana,« fortæller Jakob Fuglsang.

»Der er et par muligheder. Mere konkret ved jeg ikke.«

Jakob Fuglsang ved endnu ikke, hvor han skal køre i det kommende år.
Jakob Fuglsang ved endnu ikke, hvor han skal køre i det kommende år. Claus Bonnerup

Den store kontrakt/transfermølle er historisk en stor del af Tour de France, hvor agenter mødes med forskellige sportslige ledere og diskuterer potentielle skift, kontraktforlængelser og andet.

Og det skal Fuglsangs agent også i år.

»Moreno kommer først i næste uge, tror jeg. Men så håber jeg også efterhånden, at der snart sker noget,« fortæller veteranen, der har kørt for Astana siden 2013.

Hvad den danske stjerne vægter højest i sin kommende kontrakt og hos sin kommende arbejdsgiver er en gåde.

For det ved han ikke engang selv, fortæller han.

»Det er et godt spørgsmål. Jeg er selv ved at prøve at finde ud af, hvad jeg synes er det vigtigste. Det kan jeg ikke helt svare på.«

Efter fire etaper i årets Tour de France ligger Jakob Fuglsang på en samlet 17.-plads, 55 sekunder efter Mathieu van der Poel i gult.