Det kan godt være, at Michael Mørkøv og Mark Cavendish ikke spillede hovedrollerne i Tour-teaterstykket lørdag.

Men indtil videre har de to smadret al konkurrence og stjålet alle overskrifterne i spurterne og været den helt store historie i Tour de France.

Fredag var de to så overlegne, at Cavendish snuppede sin fjerde etapesejr i år, mens hans danske højre hånd, Michael Mørkøv, kørte i mål som nummer to.

Mørkøvs eminente leadout-arbejde får ros verden over, og danskerens fabelagtige arbejde får rigtig mange til at tænke, at han selv fortjener en sejr.

Mark Cavendish vinder 13. etape foran Michael Mørkøv (th.)
Mark Cavendish vinder 13. etape foran Michael Mørkøv (th.) Foto: PHILIPPE LOPEZ
Vis mere

»Jeg er faktisk utrolig stolt over at blive toer. At få en andenplads i en Tour de France-etape var ikke noget, jeg havde drømt om som barn,« sagde danskeren med et smil, da han blev spurgt, om han selv syntes, han fortjener en sejr.

Men den 36-årige Mørkøv skiller sig ud. Der findes næppe en større holdspiller i Tour-feltet end ham. Ingen andre er som ham, når det gælder om at sætte sine egne behov til side.

Så meget, at han sparker bolden til hjørne og ikke svarer direkte på spørgsmålet, da han bliver spurgt om, hvorvidt han selv fortjener den sejr.

»Selvfølgelig er en etapesejr noget, alle går efter. Men at få en andenplads på en Tour de France-etape er noget, jeg er stolt over, og når jeg ovenikøbet kun bliver overgået af en holdkammerat, så bliver det ikke bedre.«

Michael Mørkøv bliver ofte kaldt verdens bedste leadoutman.
Michael Mørkøv bliver ofte kaldt verdens bedste leadoutman. Foto: Claus Bonnerup
Vis mere

Fredag var selvfølgelig speciel, da Mark Cavendish for 34. gang var hurtigst på en Tour-etape og dermed tangerede Eddy Merckx' legendariske rekord med flest sejre i verdens største etapeløb.

Det er nok i sig selv for dig, at du blev nummer to?

»Absolut. Det er klart, at det er en drøm for alle at tage en etapesejr i Tour de France. Men jeg er meget stolt af først at kunne levere mit arbejde for holdet i spurten og selv slutte som nummer to bagefter.«

Tour de France slutter søndag 18. juli i Paris.