2 minutter og 22 sekunder.

Det er, hvad Tadej Pogacar skal hente på Jonas Vingegaard inden søndag, hvis han vil vinde Tour de France.

Og skal man tro på Ineos-stjernen Geraint Thomas – der lige nu ligger nummer tre i det samlede klassement – vil danskerens uhyre stærke kørsel gøre ondt på den dobbelte Tour-vinder, Tadej Pogacar.

»Indtil videre synes jeg, at Jonas har været stærkest. Han har kunnet svare til alle angreb indtil videre,« sagde Geraint Thomas til et pressemøde, da B.T. spurgte ham ind til styrkeforholdet mellem de to favoritter.

Geraint Thomas (i baggrunden) har haft svært ved at følge med Tadej Pogacar (i hvidt) og Jonas Vingegaard. Lige nu ligger han to minutter og 43 sekunder efter danskeren i klassementet.
Geraint Thomas (i baggrunden) har haft svært ved at følge med Tadej Pogacar (i hvidt) og Jonas Vingegaard. Lige nu ligger han to minutter og 43 sekunder efter danskeren i klassementet. Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

Jumbo-danskeren erobrede den mytiske gule trikot på 11. etape, da han fik Pogacar til at eksplodere efter en offensiv på den sidste stigning.

Siden da har han været limet til slovenerens baghjul, og det kommer til at gøre ondt på sidstnævnte, forudser Geraint Thomas.

»Jonas har kørt klogt. Han har ikke gjort mere end at følge Pogacar, når han har skullet. Psykisk kommer det til at såre Pogacar. Han er den stærkeste indtil videre, men som jeg bliver ved med at sige, så varer cykelløbet tre uger, ikke to uger. Så vi ser.«

I denne uge skal rytterne ud på to modbydelige bjergetaper i Pyrenæerne, der kan vende op og ned på det samlede klassement.

Lørdag venter også en enkeltstart på 40 kilometer, og reelt er det de tre dage, der kommer til at afgøre Touren.

Søndag varslede Geraint Thomas, at et samarbejde med UAE og Tadej Pogacar kunne blive nødvendigt for at vælte den danske stjerne.

»Som jeg sagde i går, er det ikke sådan, at Pogacar ringer til mig i aften, og vi så laver en plan. Men når vi er på vejen, og der kommer en situation, hvor det giver mening for os begge to, så vil man jo samarbejde. Ligesom man ville gøre i et hvilket som helst andet løb,« forklarede Geraint Thomas.

»Det er ikke en vendetta mod Jonas eller Jumbo, men det er cykelløb. Og hvis situationen giver mening for begge parter, så samarbejder man.«

Men anser du det som værende et realistisk scenario?

»Alt kan ske. Ingen regnede med at Pogacar ville miste så meget tid på Granon. Hvem ved? Som du siger, så har Jumbo mistet to meget stærke ryttere i bjergene, så det kommer klart til at såre dem. Jeg tror afgjort, at de stadig kan gøre det her færdig. Men hvem ved.«

Geraint Thomas vandt selv Tour de France i 2018 og kører løbet for 12. gang.