Et skuffende nederlag, en kastet cykel og et frustrationsråb.

Verdensstjernen Wout Van Aert var en af de helt store favoritter til at tage sejren i dagens Tour de France-etape i San Sebastián.

Det belgiske cykelfænomen lå således også perfekt i front i den forreste favoritgruppe, hvor han blev trukket mod mål i høj fart af Jumbo-Visma-holdkammeraten Tiesj Benoot på de sidste kilometer, klar til at sejre på 2. etape.

Men i sidste ende blev han snydt så det drev af franske Victor Lafay, som stak fra gruppen. Og så måtte den sejrsvante belgier nøjes med andenpladsen, hvilket han var tydeligvis rasende over (se videoen herover).

Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T.s reporter i den spanske by fangede Wout Van Aert på video umiddelbart efter etapens afslutning ved Jumbo-Vismas holdbus. 

Her halvt kastede belgieren sin cykel fra sig til en soigneur og traskede med hovedet nede op i holdbussen, hvor han råbte sin frustration ud (kan dog ikke høres på videoen, red.).

Også Jonas Vingegaard virkede skuffet og uden smil, da han kom hen til holdbussen, efter den kiksede dag for hans holdkammerat, som ellers satser stærkt på at vinde mindst en etape.

Lafay, som tog chancen med knap en kilometer til mål og fuldførte sit glansnummer foran Wout van Aert (Jumbo-Visma) og Pogacar,  skaffede Cofidis holdets første etapesejr i Touren siden 2008.