Snakken går.

Og de vilde beskyldninger er allerede begyndt at stikke af.

For efter de første 10 etaper af årets Tour de France, hvor Tadej Pogacar har smadret alt og alle, er det pludselig væltet ind med spørgsmål fra læsere i blandt andet B.T.s liveblog angående slovenerens suverænitet og doping.

Og det samme er tilsyneladende tilfældet i indbakken hos TV 2's kommentator Dennis Ritter.

Han er nemlig også blevet bombarderet med beskeder fra seere.

Det afslører han i dagens tv-kommentering:

Tadej Pogacar har været suveræn i Touren. FOTO: Tomas Sisk/Zuma/Ritzau Scanpix

»Vi er langt forbi det med, at nogen tror, han er dopet, til at nogen nu er sikre på det,« siger Ritter og fortsætter:

»Men der er altså grænser for, hvor meget man kan konkludere, bare fordi nogen kører stærkt.«

B.T.s Tour de France-ekspert Brian Holm ryster i øvrigt også blot på hovedet over de mange danskere, der nu beskylder Tadej Pogacar for ikke at have rent mel i posen.

»På den konto er jeg glad for, at Vingegaard ikke vinder. Tænk på, hvor meget vi skulle høre om Vingegaard og doping, hvis det var ham, der vandt fem gange. Så havde alle i udlandet skrevet om, hvad han har lavet,« siger han og tilføjer:

»Det ville være mærkeligt, hvis snakken ikke opstod. Det er forventeligt med cykelsportens historie, men det tager jeg ikke så tungt, og det synes jeg ikke, man skal være fornærmet over.«

Tadej Pogacar fører i skrivende stund med hele tre minutter og 36 sekunder ned til Jonas Vingegaard, der ligger på andenpladsen i klassementet.