Franske Marc Madiot har erklæret krig mod Jonas Vingegaards Jumbo Visma.
Den ikoniske holdleder med det iltre temperament langer nemlig kraftigt ud efter storholdet. For han gider ikke finde sig i den kritik, hans Groupama-FDJ-mandskab får fra den hollandske kant.
»Han skal bare holde sin kæft! Jeg har ikke tænkt mig at møde ham, jeg er fuldstændig ligeglad med den spade. Jeg kommer ikke til at sænke mig ned til hans niveau. Jeg er sur, det er ynkeligt,« lyder det fra Madiot til Jumbo-bossen Richard Plugge i en verbal uppercut hos L'Équipe.
Madiots voldsomme knytnæve til Jumbo Visma kommer efter andet interview i L'Équipe, hvor Jumbo Visma-bossen Richard Plugge afviser enhver brug af doping på holdet og hos Jonas Vingegaard.
Faktisk går han så langt som at sige, at Vingegaard »har det skidt med at tage paracetamol,« samtidig med, at han sender en stikpille afsted mod et fransk, unavngivet hold – der viser sig at være Groupama-FDJ.
»Vi kigger også på de andre hold og ser, hvad de gør,« siger Richard Plugge for at forsvare Jonas Vingegaards præstationer.
»For eksempel boede vi på samme hotel som et fransk hold på hviledagen mandag. Her så vi ryttere drikke store øl. Øl er gift, især når man allerede er træt, så bliver man det endnu mere.«
Marc Madiot er kendt for sin bramfri facon, og han var heller ikke bleg for at give Plugge endnu en verbal uppercut hos RMC Sport.
»Det er meget lavt. Det er ynkeligt, det er et røgslør,« fastslår Groupama-FDJ-chefen.
Der skal nok rigtig meget til, før de kommer på julekort.
B.T. dækker alt om Tour de France hele vejen – og herunder får du Touren på Bagsædet, som er B.T.s Tour-podcast, der de kommende uger er dine øjne og ører på de franske landeveje.