»Endnu en gang dukkede omkring en zillion danskere op for at fejre Jonas Vingegaard.«
Sådan skriver et canadisk cykelmagasin omkring de tusinder og atter tusinder danskere, som var mødt op på Rådhuspladsen for at hylde den dobbelte Tour-vinder.
En zillion kan bedst oversættes til enormt antal, som man ikke helt har overblik over, hvor mange der er tale om.
Det var meget beskrivende for det menneskehav, som tog mod Jonas Vingeaard. Og hyldesten har da også givet genlyd verden over.
»Det her er fantastisk,« skriver Hollywood-skuespilleren Ben Stiller til en video Rådhusbalkonen, hvor Jonas Vingegaard vinker ud til den enorme menneskemængde.
Jonas Vingegaard sagde i et interview, at det første han skulle, når han kom hjem, var at spise en durum. Det fik TV 2 til udlevere en durum til Vingegaard i lufthavnen og senere på rådhuset gav Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, også en durum til Vingegaard
Den detalje har også fået spalteplads udenfor Danmarks grænser.
»Vingegaard fik også overrakt en durum ved sin reception på Københavns Rådhus. Det er uklart, om det er samme eksemplar som fra lufthavnen, eller om Vingegaard allerede var sulten efter portion nummer to,« skriver tyske Der Spiegel i en artikel med titlen 'Durum til mesteren.'
Belgiske Sporza skriver, at et »dansk menneskehav sætter Jonas Vingegaard i spotlyset i København og Portugisiske Observador skriver, at »Jonas Vingegaard blev budt velkommen af titusindvis i København.
Jonas Vingegaard havde da også selv svært ved at tro på, hvad det var, at han havde opnået og oplevede:
»Det er stadig svært at forstå, at jeg har vundet Tour de France to år i træk,« sagde Jonas Vingegaard i sin tale på rådhuset og fortsatte:
»Jeg tror ikke, jeg havde ikke troet på det, hvis nogen havde sagt det til mig for fem år siden. Eller det ved jeg, at jeg ikke havde.«