Nogle gange flasker begivenhederne sig bare ikke.

Sådan er livet lige nu for Quickstep-rytteren Mikkel Honoré, der onsdag trillede gennem Københavns gader for at blive præsenteret på Tivolis scene til kæmpe jubel.

En kæmpe oplevelse for den 25-årige, der blev nummer tre i DM kort i sidste weekend.

Torsdag bliver dog hård for ham, for han går glip af en stor begivenhed i familien.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Min søster skal giftes her i København,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Det er hårdt. Jeg ville gerne have været med, men jeg tager ikke de store chancer. Måske kan jeg komme over og se to minutter af vielsen. Det ved jeg ikke.«

»Det ville være rart at hilse på to minutter, og det er et meget småt bryllup, så det kan godt være, jeg kan komme forbi.«

I ofrer jo mange timer på at være væk fra venner og familie. Er det en af de værste begivenheder, du har misset?

»Ja, det må det være. Et bryllup for min søster, som betyder meget for mig. Og min familie generelt, som jeg ikke når at se så meget,« siger han og håber at kunne gøre det lidt godt igen inden for længe.

»Jeg skal selv giftes til efteråret, så jeg håber, at vi kan fejre det hele familien samlet.«

Han friede, som du måske husker, på spektakulær vis iført fantomdragt og aerodynamisk hjelm efter enkeltstart i Giro d'Italia i 2020 og fik ja af sin italienske kæreste, Marilisa Zanini. To år senere kan de få brylluppet ført ud i verden.

Har du lovet at hive en etapesejr hjem eller noget andet, der kan retfærdiggøre, at du bliver væk fra din søsters bryllup?

»Ja, det er jo det. Man er nødt til at kunne retfærdiggøre det. Jeg må gøre det så godt, jeg overhovedet kan og prøve at komme hjem med et eller andet, så man kommer hjem og tænker, at det var det hele værd.

Honoré (Nr. 3 fra venstre) smilede bredt under præsentationen af danskerholdet, der også har Kasper Asgreen og Michael Mørkøv med.
Honoré (Nr. 3 fra venstre) smilede bredt under præsentationen af danskerholdet, der også har Kasper Asgreen og Michael Mørkøv med. Foto: THOMAS SAMSON
Vis mere

Honoré havde et konge-efterår, hvor han hev mange top-10-placeringer hjem, men 2022 har været svært på grund af mange sygdoms- og skadesperioder, som har sat ham tilbage. DM-medaljen var dog et meget godt tegn for ham, selvom han manglede det sidste punch i afslutningen.

»Jeg har været ramt af uheld efter uheld, men jeg synes, at formen er ved at være, hvor den skal være.«