Det er en historisk bedrift, som Jonas Vingegaard søndag fuldender, når han kører over målstregen på Champs-Élysées iført den gule trøje.

Han vinder Tour de France som den første dansker siden 1996, og på vejen har han slået forhåndsfavoritten Tadej Pogacar med flere minutter.

Bedriften er noget overraskende for mange, men Vingegaards landsmand Quick-Step-rytteren Mikkel Honoré havde set den historiske sejr komme – faktisk var han så sikker, at han væddede med sine noget mistroiske holdkammerater før Tour-starten.

»Jeg sad ved bussen, inden Tour de France startede, og lavede et væddemål med mine holdkammerater om, at jeg troede, at Jonas ville vinde Touren i år. Det var der ingen af dem, der troede på. Så jeg endte med at vinde. Godt nok kun æren, men det er også nok,« fortæller en smilende Honoré til B.T. inden søndagens sidste etape.

Foto: THOMAS SAMSON
Vis mere

Han er meget begejstret over at se sin gode ven køre i gult til Paris.

»Han er ikke kun min landsmand, han er også min gode kammerat. Det betyder meget mere, end folk går og tror. Vi er ikke holdkammerater, men det betyder faktisk utroligt meget for mig, at Jonas vinder. Han er et fantastisk menneske og et stort cykeltalent,« siger Honoré, der har været blæst bagover af dette års oplevelse i det franske cykelløb.

»Som oplevelse har det været noget af det største i mit liv. At være her i Paris og at se Jonas vinde Tour de France, det er absolut vildt. Så håber jeg, at vi som hold kan gøre det færdigt med en sejr til Fabio Jakobsen, så er det toppen.«

»Det har været en virkelig speciel Tour de France. For mig har det været den eneste og den første, men med starten i Danmark og alle de store danske præstationer med fire etapesejre og Jonas i gul førertrøje, så har det været helt vildt.«

Foto: TIM DE WAELE
Vis mere

»Det er kæmpe, kæmpe stort for Danmark og dansk cykling, og jeg håber bare, det giver et boost og motivation til unge mennesker i Danmark til at komme ud at cykle, som det skete for mig for mange år siden.«

Lotto-Soudal-danskeren Andreas Kron er også imponeret over at se sin ven og tidligere holdkammerat nå øverst på podiet i Paris.

»Det er vildt. Det er bare imponerende, og det er vildt bare at skulle være med i feltet og køre og fejre ham – og det at kigge op og se, at det er en dansk vinder. Det er meget imponerende. Han er blandt verdens bedste cykelryttere, og han og Pogacar skal vel kæmpe om at være de bedste etapeløbsryttere i de mange kommende år,« siger Kron, der endnu ikke har haft fat i Vingegaard personligt.

»Jeg har skrevet til ham og fortalt ham, at hans succes er fuldt fortjent, men han har haft travlt jo.«

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Vi var kørt, da han kom i mål i går, så jeg har ikke mødt ham endnu. Men jeg regner med at få fat i ham i dag,« siger Kron til B.T.

Dagens etape starter klokken 16.30 med neutral start, og 16.45 bliver løbet givet fri – det er dog kutyme, at der køres paradekørsel ind mod Paris, så der ventes ikke de store ændringer i løbet søndag. Du kan følge den store fest i Paris i B.T.s liveblog lige HER.