Mikkel Honoré rundede lørdag 26 år på fornem vis ved at køre sig i bjergtrøjen i Tour Down Under.

Den danske cykelrytter Mikkel Honoré fik en skidt indledning på sin debut som EF-rytter, da han styrtede to gange på prologen i Tour Down Under tirsdag. På sin fødselsdag lørdag kørte han sig i løbets bjergtrøje.

Det er et flot comeback, den nu 26-årige dansker har lavet i det australske løb, der slutter søndag med en kuperet etape over små 113 kilometer til Mount Lofty.

Kan Honoré forsvare bjergtrøjen på etapen, ender han altså som vinder af bjergkonkurrencen i årets første større etapeløb - endda i sin debut for det amerikanske EF-hold efter skiftet fra Quick-Step.

Honoré viste taktisk snilde, da feltet undervejs lørdag blev splittet i vinden.

Han havde i forvejen hentet et enkelt point til bjergkonkurrencen i den første bjergspurt på etapen, og fra forreste gruppe kunne han spurte sig til tre point på den anden tur op ad Lower Willunga Hill.

Med de point rykkede han op på 21 point, et enkelt foran australske Jay Vine, som fører løbet samlet og derfor har mindre fokus på bjergkonkurrencen.

4. etape blev vundet af franske Bryan Coquard, der var hurtigst i den hårde spurt. Honorés holdkammerat Alberto Bettiol, som vandt løbets prolog, blev nummer to i spurten foran Hugo Page.

Jay Vine fører løbet med 15 sekunder ned til både Simon Yates og Pello Bilbao. Asbjørn Hellemose er bedst af de tre danskere i løbet på 47.-pladsen, selv om han blev fanget i vinden lørdag og mistede tid.

Julius Johansen og Mikkel Honoré ligger henholdsvis nummer 78 og 94 i klassementet inden sidste etape.

/ritzau/