Find bare Dannebrog frem!

Danmark er nemlig snublende tæt på at have en rytter stående på podiet i Paris søndag aften.

For efter Jonas Vingegaards vanvittige præstation på lørdagens enkeltstart, mangler der kun en formel paradekørsel, før de rød-hvide farver kan træde op på podiets næstøverste trin.

Med en fantomtid satte den 24-årige dansker nemlig sin direkte podierival Richard Carapaz, der lå nummer tre inden etapen, fuldstændig til vægs og cementerede sin andenplads i årets Tour de France.

Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

Det skete, da den danske Jumbo-Visma-komet blev nummer tre på den 30,8 kilometer lange enkeltstart i tiden 36 minutter og 25 sekunder.

Holdkammeraten Wout van Aert vandt lørdagens etape, mens danske Kasper Asgreen måtte nøjes med andenpladsen.

Tadej Pogacar cruisede enkeltstarten i mål ved at blive nummer otte, og dermed kommer den slovenske superstjerne til at hive den gule førertrøje over hovedet i den franske hovedstad – for andet år i træk.

Den danske Tour-sensation formåede faktisk at mindske slovenerens føring med hele 25 sekunder.

Men Tadej Pogacar har dog stadig en overlegen føring på hele fem minutter og 20 sekunder ned til danskeren.

Jonas Vingegaard har ligeledes ét minut og 43 sekunder ned til Richard Carapaz på tredjepladsen.

Meget skal derfor gå galt, hvis ikke en dansker ender med at træde op på klassementspodiet i Paris for første gang siden 1996.

Dengang var det Bjarne Riis, der kunne træde op på det øverste trin som vinder af Touren.