»Det var fuldstændig fantastisk. Rørende. Fyldt med entusiasme. Uforglemmeligt.«

Sådan lyder det fra Tour de France-boss Christian Prudhomme, da B.T. møder ham i startområdet inden en af Tourens etaper.

Efter nogle fænomenale dage med en dansk Tour-start, der går over i historien, er det nu blevet hverdag i verdens største cykelløb, der blandt andet lægger vejen forbi Belgien og Schweiz, inden rytterne når til Paris.

Men det er ikke helt umuligt, at Tour-rytterne ikke har spændt klikskoene for sidste gang i Danmark. Du kan se interviewet med Christian Prudhomme i toppen af artiklen.

Tusindvis af mennesker trodsede regnen for at se enkeltstart i København. Her ved Dronning Louises Bro.
Tusindvis af mennesker trodsede regnen for at se enkeltstart i København. Her ved Dronning Louises Bro. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Ifølge Prudhomme skal man nemlig forvente, at Touren kommer tilbage en dag.

»Jeg kan ikke se, hvordan Touren ikke skulle få lyst til at komme tilbage en skønne dag, hvis man er lidt tålmodig,« lyder det fra den tidligere journalist, der har været chef for Tour de France siden 2007.

»Om det bliver med eller uden mig som direktør, ved jeg ikke. Jeg kan vitterligt ikke se, hvordan Touren ikke skulle have lyst til at genopleve denne her Grand Départ, som vi aldrig vil glemme.«

Under de tre danske etaper af årets Tour de France, stod der usandsynlige folkemængder langs vejene, og flere gange har Christian Prudhomme været ude at rose Danmark for den bragende succes.

Men da han svarer på, hvornår man kan forvente at se det igen, slukker han drømmene om en dansk Tour-start i en nær fremtid.

»Det er et faktum, at Danmark ligger langt væk. Jeg ved godt, at appetitten kommer, som man spiser, som vi siger på fransk, og jeg er da glade for at høre dine spørgsmål. Men jeg vil ikke lyve for folket og sige, at vi kommer tilbage om to eller tre år. Det virker umuligt,« fastslår Christian Prudhomme.

»Ser man på store, populære succeser med Grand Départ i udlandet, er der London i 2007, Yorkshire i 2014 og København samt Danmark i 2022. Der kommer nok til at være interesse for det igen, men det sker selvfølgelig ikke om to eller tre år.«

Når det er sagt, er håbet ikke ude for Danmark.

For ud over den massive opbakning på landevejene, gik et andet aspekt rigtigt godt i Danmark – nemlig TV-delen.

»Hele Danmark stod langs vejene, og så var hele Danmark også foran tv, for markedsandelene på TV 2 var fuldstændig ekstraordinære,« siger Prudhomme.

»Det svarer til VM-finalen i 1998 for franskmændene. Ikke 2018, men i 98 med Zidane. Det var fantastisk, eventyrligt.«.