Den katastrofale danskerdag ser åbenbart ikke ud til at få nogen ende.

For den danske cykelstjerne Jakob Fuglsang (Israel-Premier Tech) har brækket et ribben efter et styrt på 15. etape.

Det viser en scanning, danskeren netop har fået foretaget ved den rullende røntgenklinik, som følger Tour de France-feltet.

»Jeg har brækket ribbenet. Det gør ondt, når jeg står op. Nu må vi se, hvad jeg gør. Men jeg kører ikke videre, hvis det gør for ondt. Det er jeg blevet for gammel til,« siger Jakob Fuglsang til B.T. efter etapen.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Trods den barske melding hos de franske læger er der altså en smule optimisme at spore. Især med udsigten til en hviledag mandag.

»Jeg kan måske tape det op. Jeg har jo kørt 50 kilometer med det i dag,« siger han og fortsætter:

»Men nu må vi se. Jeg kunne mærke det med det samme.«

Det var på søndagens etape, at Israel-Premier Tech-rytteren røg en tur i asfalten efter et stort styrt i feltet.

Også den danske superstjerne Jonas Vingegaard styrtede på etapen. Tourens øjeblikkelige førsteplads slap dog nogenlunde helskindet fra uheldet.

Det samme kan man ikke ligefrem sige om de to danskere Michael Mørkøv og Magnus Cort.

For selv om ingen af de to ryttere var involveret i styrt, blev søndag dette års Tour-endestation for dem.

Førstnævnte kom i mål uden for tidsgrænsen, og dermed må han nu rejse hjem fra de franske landeveje.

Det samme gælder cykelsensationen Magnus Cort, der inden søndagens etape afleverede en positiv coronaprøve, og dermed må se sit Tour-eventyr slutte før tid.