Corona-kaosset raser i Frankrig, der aldrig har oplevet så mange nye smittetilfælde som i disse dage.

Alligevel står folkemasserne tætpakket på tinderne i Tour de France, og det har affødt massiv kritik fra flere cykelstjerner, herunder Mads Pedersen, Tom Dumoulin og Matteo Trentin.

En kritik, som B.T.s Tour-ekspert, Jakob Fuglsang, er enig i.

»Jeg så godt, at der stod overraskende mange mennesker på lørdagens etape. Specielt på sidste stigning, og en del var uden masker,« siger Jakob Fuglsang.

Publikum kom meget tæt på rytterne ved den sidste stigning på lørdagens etape. Det har affødt voldsom kritik fra flere ryttere i Tour-feltet.
Publikum kom meget tæt på rytterne ved den sidste stigning på lørdagens etape. Det har affødt voldsom kritik fra flere ryttere i Tour-feltet. ANNE-CHRISTINE POUJOULAT

»Jeg er ikke helt klar over, hvor hurtigt man får corona, men hvis man kan smittes ved, at der står en og skriger en ind i hovedet et øjeblik, må der gøres noget.«

Den danske Astana-stjerne mener, at det kan få alvorlige konsekvenser og føre til en potentiel katastrofe.

»Det kan ikke nytte noget, at der ikke er mere kontrol. Det vil være en skandale, hvis et hold bliver smidt ud, fordi en rytter bliver smittet af en tilskuer, der står og råber ham i hovedet,« mener Jakob Fuglsang.

»Bagefter kan det gå hurtigt, hvis rytteren giver det videre til andre på holdet. På den måde har Touren et arbejde, de skal gøre bedre.«

Jakob Fuglsang er B.T.s ekspert under Tour de France.
Jakob Fuglsang er B.T.s ekspert under Tour de France.

Ifølge l'Équipe skal samtlige ryttere coronatestes i løbet af søndag og mandag, og derfor kommer der klarhed over, hvorvidt sikkerheden har været tilstrækkelig indtil nu.

Ellers kan der nemt springe en corona-bombe.

»Egentlig forstår jeg heller ikke, hvorfor der ikke er en sponsor i Tour-karavanen, der uddeler masker. Det kunne være perfekt reklame i stedet for at kaste med bøllehatte,« mener Jakob Fuglsang, der selv var ude at overvære anden etape som tilskuer.

Her havde han faktisk oplevelsen af, at der var styr på det.

»Jeg var selv ude at se løbet på toppen af Col d'Èze. Vi måtte nærmest tigge og bede en politimand om at give os lov til at gå hen til et sted, hvor vi kunne se noget, fordi han sagde, at der stod for mange mennesker. Men vi stod ikke engang skulder ved skulder – der var forholdsvis god plads,« fortæller Jakob Fuglsang.