Tour-holdet Team Bahrain Victorious fik en meget ubehagelig start på morgenen.

Torsdag morgen klokken 5.30 begyndte en ransagning af holdets biler og hotelværelser på Scandic Hotel i Brøndby.

Det bekræfter Team Bahrain Victorious nu også selv på deres hjemmeside.

»Betjentene gennemsøgte alle holdkøretøjer, personale og rytterværelser. Holdet samarbejdede fuldt ud med alle betjentenes anmodninger, og eftersøgningen blev afsluttet inden for to timer. Ingen ting blev beslaglagt fra holdet,« skriver holdet og fortsætter:

Foto: www.presse-fotos.dk
Vis mere

»Efter politiets eftersøgning ser holdet nu frem til at fokusere på verdens største og bedste cykelløb, Tour de France.«

Derudover skriver Team Bahrain Victorious, at de ikke har yderligere kommentarer.

Retsanmodningen kommer fra fransk politi, og derfor har franske betjente sat Københavns Politi på opgaven, hvilket er årsagen til, at det er Københavns Politi – og ikke Københavns Vestegns Politi, der leder efterforskningen på hotellet i Brøndby.

»Da der er tale om en efterforskning, der bliver gennemført af fransk politi, må vi henvise til dem for yderligere kommentarer,« siger politiinspektør Dannie Rise.

Foto: www.presse-fotos.dk
Vis mere

B.T. forsøger at få en kommentar fra det franske politi.

Det er anden gang inden årets Tour, at Team Bahrain Victorious bliver efterforsket.

Første gang skete mandag inden afgangen til Danmark. Her ransagede politiet ryttere- og stabmedlemmers hjem, bekræfter holdet på hjemmesiden i samme ombæring.

'Efter politiets ransagning i nogle medarbejderes og rytteres hjem i mandags, blev Team Bahrain Victorious hotel ransaget af dansk politi efter anmodning fra den franske anklagemyndighed i morges kl. 05.30,' lyder det indledningsvist.

Holdets hotel blev også ransaget inden sidste års Tour de France, da der var mistanke om dopingsnyd.

Team Bahrain Victorious deltog ved onsdagens holdpræsentation i Tivoli.

Tour de France skydes i gang fredag i København.