Jonas Vingegaard er ikke sådan lige at slå ud af kurs – men efter den forrygende sejr torsdag oplevede den danske cykelstjerne noget, han sjældent glemmer.

For midt under et interview med DR Sporten var der pludselig bud efter danskeren i den gule trøje – og det var ingen ringere end den franske præsident, Emmanuel Macron, der ud af det blå ville tale med Vingegaard.

Og derfor var det en helt forbavset Vingegaard, der vendte tilbage til DRs mikrofoner efter samtalen med Macron.

»Det var sgu en vild oplevelse. Hold da kæft,« sagde Vingegaard først og tilføjede om den korte samtale:

»Han sagde, han var glad for at møde mig. Og jeg var jo fuldstændig starstruck, så... Vild oplevelse. Vanvittigt,« lød det fra den lettere lamslåede danske klatrer.

Mens Vingegaard var starstruck, så var der da også rigtig god grund til, at præsident Macron ville have fat i danskeren.

For på torsdagens etape leverede han en pragtpræstation på cyklen, da han tog yderligere et minut på sin værste rival, Tadej Pogacar, og på den måde så godt som sikrede sig den gule trøje, hvis altså han når hele vejen til Paris.

Første step på vejen bliver fredagens etape, der er den 19. i dette års Tour de France. B.T. dækker etapen live, og du kan følge vores liveblog hele dagen lige HER.