Jonas Vingegaard havde kun lige akkurat nået at trille over målstregen, da han fik stukket telefon i hånden.

For i den anden ende af røret ventede kronprins Frederik.

Danmarks kommende konge ville nemlig være den første til at ønske cykelstjernen tillykke med sin anden Tour de France-sejr.

Og på det efterfølgende pressemøde afslørede Jonas Vingegaard, hvad Kronprinsen sagde til ham, efter han var kommet i mål på 20. etape.

Vingegaard fik kronprins Frederik i røret efter lørdagens etape,
Vingegaard fik kronprins Frederik i røret efter lørdagens etape, Foto: Jakob Kløcker
Vis mere

»Han ringede til min hustru, Trine, fordi han gerne ville ønske mig tillykke, og han sagde, det var imponerende, at jeg havde vundet Touren to gange i træk. Han var meget imponeret over, hvordan jeg havde håndteret det hele. Han var meget glad,« forklarede Jonas Vingegaard.

Danskeren endte lørdag som nummer tre på 20. etape, hvor ærkerivalen Tadej Pogacar triumferede.

Det ændrer dog ikke på, at Vingegaard i suveræn stil kan lade sig hylde som vinder af Tour de France for andet år i træk.

Jumbo-Visma-kaptajnen vinder nemlig verdens største cykelløb med hele syv minutter og 29 sekunder ned til sloveneren på andenpladsen.

Nu venter der kun den traditionelle paradekørsel på 21. etape, inden han søndag aften kan lade sig hylde som vinder i Paris.

Du kan læse B.T.s dom over lørdagens etape LIGE HER.