Der gik et enormt gys gennem hele Danmark.

Jonas Vingegaard kan nu kalde sig dobbelt etapevinder i Tour de France og har kursen mod en sensationel samlet sejr, men det holdt hårdt.

Med 30 kilometer tilbage var danskeren millimeter fra at ryge i asfalten, da han i høj fart mistede herredømmet over cyklen efter et sving.

»Min kæde røg af. Jeg prøvede at træde rundt, men så var der ingen friktion på kæden, og mit baghjul gled,« fortæller Jumbo-Visma-rytteren til B.T.

Med teknisk snilde lykkedes det thyboen at genvinde kontrollen over cyklen.

»Det var virkelig en forskrækkelse, jeg fik mig der. Men jeg kunne lukke hullet op til Tadej, og det er jeg meget glad for,« fortsætter Jonas Vingegaard.

Kort efter var det Tadej Pogacar, som kom i problemer. Ligesom danskeren forsøgte den forsvarende Tour-vinder at rette cyklen op, men da var det for sent.

»Tadej gik for hurtigt ind i et sving. Han missede den, og så røg han ud i gruset. Han prøvede at komme tilbage på vejen, og så væltede cyklen,« forklarer Jonas Vingegaard.

Han valgte efterfølgende ganske hæderligt at sætte farten ned og lade en blødende Tadej Pogacar komme tilbage.

»Det er uheldigt for ham, men selvfølgelig ventede jeg,« forklarer danskeren.

Da de to Tour-duellanter en halv time senere kørte op ad Hautacam, var der ingen kære mor.

Jonas Vingegaard plantede Tadej Pogacar med mere end et minut og har nu en samlet føring på 3,26.