Som dominobrikker røg rytterne i asfalten ved første etape af årets Tour de France, men der udspillede sig også et gedigent drama undervejs i løbet.

Tour de France-feltet dannede fælles front og neutraliserede etapen på den sidste nedkørsel på grund af de mange styrt.

Anført af veteranen Tony Martin (Team Jumbo–Visma) - der viste at han var politimand i et tidligere liv - valgte feltet at sætte farten ned og køre sikkert ned på det flade stykke.

Men et hold gik imod beslutningen. Astana foretog et angreb, der dog resulterede i, at kaptajn Miguel Angel Lopez mistede vejkontrollen og hamrede hovedet ind i et vejskilt. Du kan se styrtet i videoen herunder.

Team Ineos' Luke Rowe havde ikke meget til overs for Astanas angreb, da han blev spurgt til dagens vanvittige vejr efter etapen:

»Jeg er nødt til at sige godt gået til hele feltet - på nær Astana. De angreb på en nedkørsel, og som et resultat af det røg deres kaptajn ned. De så virkelig dumme ud.«

Det er langtfra første gang, feltets andre mandskaber er efter Astana.

I sidste års Vuelta a España angreb Miguel Angel Lopez kort efter, at løbets førende rytter Primoz Roglic var involveret i et styrt og gik dermed stik imod cykelsportens uskrevne regler.

Under etapen styrtede ryttere som Richie Porte, Pavel Sivakov, Nairo Quintana, Sam og George Bennett, Julian Alaphilippe og danske Niklas Eg.