Søndag oplevede en Tour de France-dansker noget, som han aldrig havde regnet med at opleve.

På vej op ad dagens tredje stigning, Col du Pré, endte en fuldstændig stivfrossen Casper Pedersen ved siden af den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome. Langt, langt fra de forreste.

Siden et alvorligt styrt i 2019 har Froome aldrig genfundet sit niveau, og pludselig sad han ved siden af den 25-årige dansker i gruppettoen.

»Han havde en defekt på vej op ad den dér stigning. Så fik han faktisk en reservecykel af vores bil bagefter,« fortæller Casper Pedersen og afslører en pudsig detalje.

»Jeg havde stadig kuldegysninger to timer efter;« fortæller Casper Pedersen om den vanvittige etape.
»Jeg havde stadig kuldegysninger to timer efter;« fortæller Casper Pedersen om den vanvittige etape. Foto: DIRK WAEM
Vis mere

»Han kørte på min reservecykel et par kilometer.«

Det endte med, at Froome og Pedersen fulgtes rigtig mange kilometer med de øvrige i gruppen under etapen, hvor brutale vejrforhold og hårde stigninger gjorde, at mange ryttere var nervøse for at komme i mål uden for tidsgrænsen – og dermed udgå af Tour de France.

»Froome sad i gruppe med os resten af etapen. På den sidste stigning var han også bekymret for tidsgrænsen, og han spurgte mig, om jeg vidste, hvor meget tid, vi havde,« fortæller Casper Pedersen.

Og det satte nogle tanker i gang hos danskeren, der ikke har sin spidskompetence i bjergene.

For pludselig sad han med en mand, der for bare for år tilbage smadrede al konkurrence i Tour de France.

»Han var lidt i panik, og jeg fangede mig selv i at tænke, at det var lidt mærkeligt at sidde i gruppettoen med Chris Froome, hvor han spørger mig, om vi når tidsgrænsen. Det var en lidt spøjs oplevelse,« erkender danskeren.

Det regnede under samtlige kilometer på den vanvittige etape, og den ekstreme dag sammenholdt med de tidligere etaper tog hårdt på Casper Pedersen.

Faktisk rigtig, rigtig hårdt.

Chris Froome kørte flere kilometer på Casper Pedersens reservecykel under Tourens 9. etape.
Chris Froome kørte flere kilometer på Casper Pedersens reservecykel under Tourens 9. etape. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

»Det er noget af det hårdeste cykelløb, jeg kan huske. Da jeg kom tilbage på hotellet søndag, blev jeg nødt til at ligge på gulvet og kigge op i loftet i fem minutter for at finde mig selv igen. Jeg var simpelthen så smadret. Jeg måtte have hjælp til at tage tøjet af.«

Team DSM-danskeren fik ikke spist ordentligt og havde problemer med at få sin regnjakke på under etapen, og det gjorde, at han blev rigtig, rigtig presset.

»Da vi rammer stigningen Col du Pré, er jeg så gennemkold, at jeg nærmest ikke engang kan køre 300 watt, som jeg normalt set sagtens kan køre. Der står jeg nærmest stille og bøvler med at få tøj på. Ruten var udfordrende, men vejrforholdene gjorde det også modbydeligt,« forklarer Casper Pedersen.

»De hurtige og relativt lange nedkørsler gjorde, at man blev kølet godt ned. Når ens kropstemperatur skal være 37 grader, man nærmest ikke har noget tøj på, og man nærmest bliver spulet med 10 grader koldt vand, så er det svært at holde kropstemperaturen oppe. Så begynder man at ryste og virkelig ikke kan mærke fingrene. Man bruger også rigtig meget sukker på at holde kroppen varm, så man går meget hurtigere sukkerkold, hvis ikke man kan holde varmen.«

Casper Pedersen kører sit andet Tour de France.
Casper Pedersen kører sit andet Tour de France. Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere

Mandag stod den på en tiltrængt hviledag for Casper Pedersen og resten af Tour de France-feltet, men søndag aften var han mere end bare almindeligt ramt efter etapen, der sluttede i målbyen Tignes.

»I går (søndag, red.) tog jeg et langt og rigtig varmt bad, men jeg havde stadig kuldegysninger to timer efter, at jeg havde været i bad, fordi jeg stadig ikke havde fået kroppen varmet op,« siger han.

»Jeg lå på sengen med lukkede øjne og prøvede at slappe af. En lille form for hyperventilation, min krop var så smadret, at jeg nærmest følte, at jeg havde feber. I går aftes var jeg virkelig udmattet.«

Casper Pedersen kom sig dog over den udmarvende etape og stiller til start tirsdag, når Tour de France-feltet skal ud på løbets 10. etape.

Der skal køres 190 kilometer mellem Albertville og Valence.