Hvad var det, sportsdirektøren Daniele Bramati fik sneget ud af lommen på Remco Evenepoel, da han lå lammet på jorden efter sit voldsomme styrt?

Det spørgsmål er der rigtig, rigtig mange, der har stillet sig selv i cykelverdenen og på sociale medier efter Deceuninck-Quick-Step-rytterens styrt i Lombardiet Rundt.

På billederne fremgår det tydeligt, at Bramati sniger noget ud af lommen på det 20-årige stortalent. Hændelsen har nu rejst så mange spørgsmål, at Cycling Anti-Doping Foundation (CADF) har taget fat i Deceuninck-Quick-Step for at undersøge sagen. Det skriver holdet selv.

Du kan se videoen af den kontroversielle hændelse her.

»Vi vil meget gerne gøre det klart, at vi er blevet kontaktet af CADF tidligere i denne uge for at diskutere hændelsen omkring Remco Evenepoels styrt ved Lombardiet Rundt,« skriver holdet i en pressemeddelelse.

»Som det allerede er blevet ytret offentligt, var det, som blev fjernet fra Remcos lommer, en lille flaske med næringsprodukter, og den blev fjernet for at hjælpe lægestaben med at placere ham behageligt på båren. Det har vi gentaget over for CADF, og vi vil fortsætte med at samarbejde, hvis der er behov for det.«

Desuden tilføjer det belgiske storhold, at man håber på, at det vil parkere videre spekulationer i sagen.

Remco Evenepoels alvorlige styrt betyder, at han formentlig ikke kan køre flere løb i 2020.

Det kan hans danske holdkammerater Kasper Asgreen og Michael Mørkøv til gengæld, og de er begge en del af Deceuninck-Quick-Step-holdet til Tour de France, som B.T. følger tæt.

Du kan blandt andet høre første episode af B.T.s podcast 'Touren på bagsædet' lige her.