Han har dækket Tour de France i mange år. 

Og Dennis Ritter har en helt særlig ting, han selv tager med til det franske. 

Den erfarne kommentator pakker nemlig sin egen morgenmad, fortæller han i TV 2 Sports videopodcast 'Lyden af Sommer'

Han pakker omkring 22 poser med grovvalset havregryn, så der er til hver dag, forklarer han.

Og det er ikke uden grund, at han prioriterer at have sit eget med. 

For der bliver brugt enormt mange timer i kommentatorboksen, og der er ikke tid til de helt store kulinariske måltider.

»Det begyndte jeg med for mange år siden, fordi det pludselig gik op for mig, at jeg tog på under Tour de France. Det er jo ikke hensigtsmæssigt,« siger Ritter. 

Han forklarer, at han sidder meget stille i løbet af de tre uger, og det er samtidig vigtigt at lægge en god bund til de lange dage.

»Jeg har ikke tid til at komme ud og røre mig. Det kombineret med at det mad, man spiser, ofte er noget på farten, det skal gå stærkt, det er et eller andet fra en tankstation, og morgenmaden på de hoteller, vi bor på, kan typisk bare være en halv baguette, en croissant og en kop kaffe, og så er det dét,« forklarer han i podcasten.