»Han er der altid og er en god holdkammerat. At ryge ud på den måde er en skam. Vi kommer til at savne ham.«

Sådan sagde sportsdirektør på Quick-Step-Alpha-Vinyl Tom Steels, kort efter Michael Mørkøvs hjerteskærende skæbne var afgjort.

Efter en lang og ensom kamp mod uret endte danskeren uden for tidsgrænsen på 15. etape af Tour de France, og det betyder, at hans løb er slut.

»Touren er brutal. Det er det hårdeste cykelløb. Jeg må bare sige, at det har været meget meget hårdt i år,« mener Tom Steels.

Foto: Frederik Gernigon
Vis mere

Michael Mørkøv kørte i mål mere end 10 minutter efter tidsgrænsen – og i alt over en time efter dagens vinder, Jasper Philipsen.

Den danske veteran blev allerede sat på etapens første kilometer og måtte gennemføre rundt regnet 200 kilometer uden holdkammerater – men ledsaget af en holdbil – i 40 graders varme.

»Man vil gerne beholde en fyr som ham på sit hold, men Touren går jo videre,« sagde Tom Steels om holdets beslutning om ikke at sende en rytter ned for at hjælpe Mørkøv.

»Med hjertet ville vi gerne sende en ned til ham, men vi havde stadig Fabio Jakobsen oppe i feltet, hvor der var en teoretisk chance for at vinde (...) Alene er det altid svært at gennemføre. Men med varmen knuser det dig.«

Ifølge Tom Steels bad Michael Mørkøv ikke om at få hjælp fra en anden rytter til at gennemføre etapen. Det på trods af at Mørkøv i forvejen havde en rigtig hård dag lørdag, hvor han kæmpede for at komme i mål.

Selv om Mørkøvs exit betyder, at Quick-Step-Alpha-Vinyl nu har mistet to af sine tre danskere i årets Tour de France, var der stor ros fra den belgiske sportsdirektør.

»Jeg er stolt af ham. Der er ikke noget ikke at være stolt af. Han forsøgte. Han gennemførte. Han kan være stolt af den måde, han gjorde det på. I det mindste prøvede han,« forklarede Steels.

»Vi har altid hans ryg. Michael er en af de bedste, vi har. Både i og uden for løbet. Han har meget respekt for sporten, han gør altid det, han skal. Han er ikke den mest højtråbende, men han gør altid sit job. Han er virkelig en hjælp for de yngre ryttere, hans holdkammerater og i forhold til taktikken,« siger han og fortsætter:

»Uanset hvad han gør, vil han altid have holdets respekt.«

Michael Mørkøv fortæller selv, at det var den ekstreme varme og det faktum, at han brugte rigitig mange kræfter på at gennemføre lørdag, der sendte ham ud af løbet.

Det kan du læse mere om her.