På papiret lignede det længe et ægteskab, man kun kunne tænke sig til.

Noget, man inderligt kunne håbe på og ønske, selvom det nok aldrig ville finde sted.

Alligevel skete noget i 2019, som hverken virkede plausibelt i teorien eller i praksis. Det blev meldt ud, at en dansk Tour de France-start ville blive til virkelighed.

Drømmen går i opfyldelse til sommer, selvom løbsdirektøren Christian Prudhomme oprindeligt regnede med, at en dansk Tour-start var utopisk.

Christian Prudhomme var på besøg i pylonerne på Storebæltsbroen i anledning af, at der var 100 dage til den danske Tour-start.
Christian Prudhomme var på besøg i pylonerne på Storebæltsbroen i anledning af, at der var 100 dage til den danske Tour-start. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det fortæller han til B.T.

»Jeg må ærligt erkende, at jeg ikke tænkte, at Touren ville starte i Danmark, hvis du havde spurgt mig i 2004, 2005 eller 2006,« forklarer bossen, der dengang var assisterende direktør for Jean-Marie Leblanc.

Der skulle også gå knap 20 år, inden det faktisk kunne lade sig gøre. Det skyldes i høj grad én særlig hændelse, der gjorde stort indtryk på Prudhomme.

»Jeg kan ikke huske, hvornår vi traf beslutningen, om at Touren potentielt kunne starte i Danmark. Men for mig er der klart et før og et efter VM i landevejscykling i 2011, der fandt sted her. Der blev jeg virkelig imponeret.«

»Da var jeg heroppe og så, hvor stærk cykelkulturen er. Folk cykler på studiet, på arbejde eller ud og hygger sig i weekenderne,« siger Christian Prudhomme.

»Jeg tog bevidst offentlig transport ud til ruten, så jeg kunne se folk med cykler, og hvordan de havde dem med om bord på togene,« forklarer han og bryder ud i latter.

Tour de France – i dansk udgave – løber af stablen 1.-3. juli i år, hvor rytterne skal igennem tre etaper i det danske landskab.

Først byder løbet på en enkeltstart i København, mens anden etape fører rytterne fra Roskilde til Nyborg, inden de skal fra Vejle til Sønderborg på tredjedagen. Derfra går turen videre til Frankrig.

I den helt tidlige proces, hvor danske Alex Pedersen og Joachim Andersen begyndte at arbejde på at få Tour de France i Danmark, var Prudhomme ikke udpræget optimistisk over for ideen.

Det forklarer Alex Pedersen i Rolf Sørensens nye bog, 'Tour de France'.

Sådan husker Christian Prudhomme det ikke helt præcist. Til gengæld husker han, at han fejede Herning af vejen som mulig vært for den danske Grand Départ.

Det hænger blandt andet sammen med, at fortællingen om Tour-starten i Danmark skal være den helt rigtige for at kunne forsvare den over for folk i eksempelvis Frankrig.

Jonas Vingegaard blev nummer to til Tour de France i fjor og overraskede alt og alle.
Jonas Vingegaard blev nummer to til Tour de France i fjor og overraskede alt og alle. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

»Jeg kan godt lide, når Touren udvider sine grænser, men det skal ikke ske på en ikkekoordineret måde. Hvis København ikke var verdens mest cykelvenlige by, havde vi eksempelvis ikke gjort det her,« forklarer han og nævner det vigtige bånd mellem hverdagscykling og den professionelle del af slagsen.

»Det har gjort stort indtryk på mig, at verdens mest cykelvenlige by møder verdens største cykelløb.«

Derudover nævner den garvede cykelboss også Tourens enormt høje markedsandele i Danmark under de tre løbsuger (60,4 procent) – som er de næsthøjeste efter cykelsportens mekka, Flandern-regionen i Belgien.

Til sammenligning er den på 39,4 procent i Frankrig.

Med andre ord er Prudhomme overbevist om den tårnhøje passion og de følelser, danskerne nærer for Tour de France.

»Og så er der det sportslige. Det hjælper jo, når Asgreen vinder Flandern Rundt, Mads P. bliver verdensmester, eller Jonas Vingegaard bliver nummer to til Tour de France. Og så er der en masse juniorverdensmestre – især på enkeltstart – man kan mærke, at der er gang i noget i dansk cykelsport,« siger Prudhomme.

Også Storebæltsbroen har været essentiel i processen – for at sikre et seværdigt cykelløb, der har sportslig værdi for ryttere og seerne allerede tidligt.

Den krydses på anden etape lige inden målet i Nyborg.

»Nogle gange spørger man mig om, hvor langt Touren kan starte fra Frankrig. Der skal være en rigtig god grund,« siger Prudhomme.

»At valget faldt på Danmark, handler om helheden. Om det, jeg så i togene, om cyklerne, om markedsandelene, alt. Lidenskaben, passionen og alle, der cykler.«