Tidligere grand tour-regler betød, at hold med to coronapositive ryttere inden for syv dage kunne smides ud.

Tre dage før Tour de France begynder i København har Den Internationale Cykelunion (UCI) opdateret coronareglerne for grand tour-løb, som Touren hører under.

Det oplyser UCI på sin hjemmeside.

Mest bemærkelsesværdigt er en mulighed for løbsarrangører til at smide et helt hold ud, hvis mindst to ryttere inden for syv dage blev testet positiv for coronavirus, fjernet.

Til gengæld er en regel om, at alle 176 Tour-ryttere skal fremvise en negativ coronatest to dage, før løbet starter, fastholdt.

Det betyder, at alle rytterne og personer omkring holdene skal testes med en hurtigtest onsdag.

Desuden fastholdes det også, at en sådan test også skal foretages på de to hviledage under Tour de France.

Er en hurtigtest positiv skal den herefter bekræftes ved en PCR-test. Derefter skal det besluttes mellem en pågældende rytters holdlæge, løbets coronalæge og UCI's medicinske direktør, om rytteren skal isoleres.

Udgangspunktet er fortsat, at en rytter skal forlade løbet, hvis en PCR-test kommer tilbage positiv. Men UCI's medicinske direktør har mulighed for at vige fra den regel, hvis det vurderes, at det er usandsynligt, at rytteren vil smitte andre.

Ud over de deciderede krav anbefaler UCI også, at holdene mindst hver anden dag tester alle omkring holdet. Denne anbefaling gælder dog ikke for rytterne.

Alle regler og anbefalinger i forhold til coronatest gælder, uanset om ryttere er vaccineret mod coronavirus eller ej.

Tirsdag blev årets Tour de France ramt af sit første coronatilfælde. Belgiske Tim Declercq fra Quick-Step er efter en positiv coronatest blevet fjernet fra sit holds startliste.

Han blev testet positiv i en kviktest i lufthavnen, da han mandag aften ankom til København.

Foreløbig er ni danskere udtaget til årets Tour. Heriblandt Andreas Kron og Mikkel Bjerg, der i ugerne op til løbet er blandt mange ryttere, der har været ramt af coronavirus.

/ritzau/