Corts succes passede ikke ind i Netflix' manuskript.

Magnus Cort stjal adskillige gange overskrifter under sidste sommers Tour de France, hvor han først nappede den prikkede bjergtrøje i en uges tid og derefter sikrede sig en flot etapesejr.

Men da Netflix for nylig udkom med den storslåede serie om Touren 2022, 'Tour de France: Midt i feltet', var der kun et lille tre sekunders klip af bornholmeren, der blev fejret af holdet.

Underligt nok var Cort-succesen helt skåret væk fra serien, der ellers havde et stort fokus på danskerens hold, EF Education-Easypost.

Magnus Cort måtte forgæves spejde efter sig selv i ny populær Netflix-serie om Tour de France.
Magnus Cort måtte forgæves spejde efter sig selv i ny populær Netflix-serie om Tour de France. Yoan Valat/EPA/Ritzau Scanpix

»Ja, jeg var en lille smule overrasket over det. Jeg havde ikke hørt noget om seriens indhold, før jeg så den på Netflix. Og åbenbart tog Nelson spotlyset, haha,« lød det fra Cort, der på fredagens presseseance i Bilbao var flankeret af sin amerikanske holdkammerat Nelson Powless, der fik masser af taletid i serien.

»Jeg tror bare, at min Tour-historie ikke umiddelbart passede ind i den generelle fortælling, de ønskede at fortælle om holdet, der kæmpede og havde det svært.«

»Historien om en succesfuld fyr var sikkert bare ikke så sjov. Haha,« lød det fra en grinende dansker, mens han prikkede lidt til sin amerikanske kollega.

Husk, du kan følge årets Tour de France med Cort og co. lige her på bt.dk.