En cykelstjerne med en strittende frisure, lyserødt cykeltøj, overskæg og højt humør. Ringer det en klokke?

Tour de Frances dansker i skysovs i de her dage, Magnus Cort, flirter med nogle seriøse Team Easy On-vibes med sit 'look', som læner sig op ad den satiriske tv-figur Pim de Keysergracht fra Team Easy On-serien – til stor jubel for danske Tour-fans.

'Kæmpe tillykke og tak til Magnus Cort med prikkerne. Jeg ved ikke hvorfor, jeg kom til at tænke på Pim fra Team Easy On,' skriver Twitter-brugeren i et opslag med et billede af Cort og Simon Kvamm-satirefiguren, som har fået hundredvis af likes og delinger på det sociale medier.

Så det er altså ikke kun for sin suveræne kørsel på Tour de France-etapen til Nyborg, hvor han erobrede løbets prikkede bjergtrøje, at Cort har vakt opsigt. Hovedpersonen selv er da også godt klar over, at hans 'look', som også inkluderer et par iøjnefaldende blå/lyserøde/lilla Crocs, skiller sig ud.

»Jeg ved godt, at skoene får meget opmærksomhed. Men jeg kan ikke helt selv tage æren for stilen, det er en del af holduniformen. Men det er sjovt. Jeg har sådan set ikke noget imod, at vi skiller os lidt ud på holdet,« siger Magnus Cort.

Den bjergprikkede dansker har dog umiddelbart vigtigere ting at fokusere på – forsvaret af den prikkede trøje på dagens tredje etape eksempelvis.

Alligevel har han haft overskud til at suge den store opmærksomhed til sig, som hans flotte kørsel på bakkerne i Odsherred har kastet af sig.

»Det har været stort. Der har været fantastisk støtte. Det er væltet ind på telefonen med beskeder. Det er svært at følge med. Det er et stort cirkus. jeg nyder det,« siger Cort.

Foto: ANNEGRET HILSE
Vis mere