Lyt til artiklen

»Det er ikke langt fra, at det kunne have været godt.«

Sådan siger Magnus Cort efter den samlede danske VM-præstation efter søndagens løb i Wollongong i Australien.

Her endte holdkammeraten Mattias Skjelmose som nummer 10 efter en hektisk finale, hvor Skjelmose længe lå til gode medaljechancer.

»Jeg manglede lidt ben. Hvis nu jeg havde haft rigtig gode ben, så var idéen nok, at jeg måske skulle have været i den gruppe, der kom op efter Mattias Skjelmose,« siger Magnus Cort, der endte som nummer 35.

Forud for løbet var planen, at Michael Mørkøv skulle hjælpe Magnus Cort nemt gennem løbet. Hvis det endte med en spurt, skulle Cort køre efter medaljen. Cort var dog ikke tæt nok på fronten til at blande sig i spurten.

»Jeg har sådan lidt en tom følelse. Planen var, at Mørkøv og jeg udgjorde en enhed, han skulle have mig nemt igennem. Vi skulle være backup, hvis det endte med en spurt. Ikke at vi regnede med det, men så havde vi et kort, hvis det endte med den mulighed, og der kom samling på sagerne.«

Under Tour de France så vi nærmest ikke Magnus Cort andre steder end i udbrud.

Søndag var hans rolle dog en helt anden, og det var en smule uvant for danskeren.

»Det er ærgerligt, at jeg slet ikke har 'lavet noget'. Jeg kan personligt bedre lide at komme ud og angribe sådan et cykelløb end bare at sidde og vente på, at man måske kommer hjem og spurter eller bliver sat,« sagde Magnus Cort.

»Men jeg synes, at det er helt fair og rigtigt, at vi også har nogen, der fokuserede på det, som jeg gjorde.«

Guldet gik til 22-årige Remco Evenepoel fra Belgien. Med 70 kilometer tilbage af de i alt 267 kilometer begyndte det belgiske hold at røre på sig.

Mattias Skjelmose kom også med, da udskilningen begyndte, og han fik placeret sig i en af de forreste grupper.

Sølvet gik til Christophe Laporte fra Frankrig. Australske Michael Matthews tog bronzen.

Verdensmesteren Remco Evenepoel vandt i august Vuelta a Espana. Tidligere på ugen tog han bronze i VM-enkeltstarten.

Derfor undrer det heller ikke den danske lejr, at belgieren tog sejren, lyder det fra Mikkel Honoré.

»Vi ved alle sammen, at han er et fantastisk talent og på et helt andet niveau, når han er på sit bedste. Han har lige vundet Vueltaen, så det overrasker mig ikke sådan helt vildt, at han vandt i dag,« siger Mikkel Honoré.

»Han har en super udholdenhed og kan bare fortsætte og fortsætte,« siger Mikkel Honoré.

Honoré endte som næstbedste dansker, da han kørte i mål som nummer 15.

/ritzau/