Det er måske det bedste sted at drive forretning i Nyborg lørdag.

Lige ved målstregen på anden etape af Tour de France ligger Circle K.

Her ser de frem til en vanvittig dag med folkefest i Tourens tegn.

»Det er vildt. Vi har intet at sammenligne med, så vi ved ikke, om det stikker fuldstændigt af, og om vi kan følge med.«

»Vi har 30 på arbejde, men er det nok?« lyder det forventningsfuldt fra Line Milland, der er souschef hos Circle K i Nyborg.

Mottoet i Circle Ks forberedelser har været »hellere for meget ind for lidt.«

»Vi har fået ekstra kølere, frysere og lagerplads i dagens anledning. Vi har spærret loungen af indenfor for at få plads til ekstra drikkevarer. Så det hele er bare skruet maks op,« griner Line Milland.

På nogle varer har Circle K tidoblet antallet. Franske hotdogbrød har de 160 kasser med over 7.000 brød.

Circle K har bestilt mange flere drikkevarer hjem end normalt, så de er klar til Tour de France.
Circle K har bestilt mange flere drikkevarer hjem end normalt, så de er klar til Tour de France. Foto: Rasmus Vestergaard
Vis mere

Hun glæder sig mest til sammenholdet med kollegerne.

»Hele oplevelsen. Der kommer kolleger fra hovedkontoret, og alle er på arbejde herfra. Alle bliver samlet om noget, og det er fedt,« siger Line Milland.

På trods af det mulige store salg af drikkevarer og mad kan det alligevel være, at Circle K mister penge på dagen.

»Vi mister en del på vores brændstof, og det er vores største indtægtskilde, så om vi kan holde det hjemme, er jeg ikke sikker på. Men jeg ved ikke, hvad vi forventer. Det gør ingen.«

Selve cykelløbet må medarbejderne nøjes med at se, når de indimellem har pause.