Det er ubærligt, og jeg føler mig for første gang i mit liv magtesløs.

Ordene skrev Allan Bo Andresen ned 22. september 2021. Fire dage forinden mistede han sin bror, Chris Anker Sørensen, i en trafikulykke.

Siden da skyllede en sympati-bølge af tsunami-lignende omfang ind over ham og familien fra resten af Danmark, der sørgede over det tragiske tab af den tidligere cykelrytter.

»Jeg havde brug for at sætte noget ned på papir og takke for den kæmpe opmærksomhed, vi fik fra folket. Det var meget rørende,« siger Allan Bo Andresen om ordene, han delte på Facebook.

Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd
Vis mere

B.T. har besøgt ham i Hammel, familiens hjemstavn, små ni måneder efter Chris Anker Sørensens død under en cykeltur i Belgien.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘En lille familie, der pludselig mangler en far og en ægtemand. Jeg står uden en bror’,« fortæller han.

»Magtesløs var det ord, jeg syntes, var mest rammende. Uanset hvad fanden jeg gjorde, så kunne jeg ikke få ham tilbage.«

Allan Bo Andresen arbejder for Hammel Gymnastikforening og har kontor på Hammel Idrætscenter, hvor han sidder og husker tilbage på dagene efter, han mistede sin 11 år yngre bror.

Hukommelsen svigter lidt.

»Jeg var lidt i en trancetilstand og har svært ved at huske dagene dér. Det var ekstremt uvirkeligt.«

I Hammel var Chris Anker Sørensen en lokal helt.

Få byer kan bryste sig af at have opfostret en cykelrytter i verdensklasse, der endda vekslede karrieren på landevejen til en succesfuld en af slagsen som folkekær kommentator.

Foto: Privatfoto
Vis mere

I sine sidste år levede Chris Anker Sørensen af at tale, når han satte ord på cykelløb på TV 2. Og på trods af det enorme chok forbundet med hans død som kun 37-årig, er han ikke et emne, man forsøger at undvige i Hammel.

»Man snakker stadig om ham. Chris Anker havde sat et kæmpe aftryk. Mange føler stadig stort savn,« siger Allan Bo Andresen.

»Det underlige ved det har været, at folk, der aldrig har mødt ham, savner ham. Det er tankevækkende.«

For Allan Bo er hverdagen bedre, end den var for måneder siden. Men som han siger, er det stadig ‘hårdt ad helvedes til.’

»Der går ikke en dag eller en time, uden at jeg tænker på ham. Det kan ikke undgås, at man lige stopper op og får en klump i halsen engang imellem,« forklarer han. Og holder en pause.

»Det kommer man til i mange år endnu. Sådan er det.«

Som den gode storebror følte Allan Bo i starten, at han skulle være den stærke i familien. Den med overskuddet, overblikket.

Efter dødsfaldet fulgte en masse praktik, hvor mange henvendte sig til ham. Det har givet bagslag senere hen.

»Jeg har nok haft det sværest i den seneste periode faktisk, fordi jeg har prøvet at holde fanen højt og være ham, der skulle være Superman i starten.«

»Jeg kommer aldrig nogensinde til at acceptere det her. Jeg synes, at det er dybt uretfærdigt og urimeligt, at det skal overgå os. Igen.«

For mange år siden mistede familien også et barn i en ulykke på cykel. Det var Allans storebror Flemming, der døde som kun 13-årig. Tre år før Chris Anker blev født.

Det kan du læse mere om i næste kapitel.

Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd
Vis mere

Allan Bos liv går videre. Jobbet i Hammel GF, fodbold og badminton med vennerne og en familie, han holder meget af.

Distraktionerne kan momentvis hive ham væk fra den barske virkelighed, han har været en del af siden september sidste år.

Men mavepusteren forsvinder aldrig helt.

»Det går lidt op og ned, det er næsten time for time. Det ene øjeblik vil jeg sige, at jeg har det fint. Så kan du spørge mig en time efter, hvor jeg synes, at det hele er træls.«

Aftenerne er hårde. Sådan har det været de sidste mange måneder. For det er dér, hjernen først får ro fra hverdagens stimuli.

»Dér er det sværeste,« forklarer Allan Bo Andresen.

»Tankerne kommer, man kommer til at mindes. Chris er i tankerne hver gang, jeg lægger hovedet på puden. Og det er hårdt til tider.«

Chris Anker Sørensens død har sat meget håndgribelige spor hos sin bror. Han har altid kunnet huske alt i forhold til eksempelvis sin kalender.

Foto: Privatfoto
Vis mere

Kun meget få må formodes at kunne fungere uden sådan en, og Allan Bo var en af dem. Det er fortid nu.

»Det er nok dér, jeg har mærket det mest. Det er åbenbart noget sorg-bearbejdelses-noget, der gør, at jeg ikke kan rumme så meget i knolden samtidig.«

For Chris Anker Sørensen var det uhyre vigtigt at få et flot eftermæle. Det er noget, der længe sad i kroppen på ham.

»I bund og grund får vi aldrig fred, fordi det vil blive ved med at poppe op altid. Der vil altid være et eller andet omkring Chris, men der er jo et eller andet smukt over det.«

Siden han gik bort, er han blevet hyldet af tusindvis af mennesker, på sociale medier, på  tv og i medier landet rundt.

Han er også blevet hyldet under flere etaper af Tour de France, hvor hans nu famøse skikkelse og navn er tittet frem ved flere lejligheder.

»Man kan da kun være stolt på hans vegne. Eftermælet er virkelig, virkelig flot.«

I midten af 00erne kørte Chris Anker Sørensen og Allan Bo Andresen, der også er tidligere cykelrytter, begge for Team Designa Køkken.

Holdet havde en enkelt seance med DR-kommentatoren Henrik Liniger, som skulle give holdets ryttere et par råd til at håndtere pressen på bedst mulig vis.

Undervejs spurgte Liniger rytterne om, hvorfor de egentlig cyklede. Det var Chris Anker Sørensen ikke et sekund i tvivl om.

»For at udødeliggøre sig selv,« lød hans svar.

B.T. møder Allan Bo Andresen en fredag.

Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd
Vis mere

Dagen forinden havde han en pudsig oplevelse, der beskriver til fulde, at familien konstant bliver ‘konfronteret’ med Chris Ankers død.

Det var til et netværksmøde, hvor en af de andre deltagende havde en ‘For Chris’-trøje på, der er identisk til den, Allan Bo sidder med under vores interview.

»Han vidste vist ikke, hvem jeg var. Men så overhørte jeg, at nogen hviskede det i øret på ham. Kort efter smed han trøjen, måske for at skåne mig. Det skulle han ikke have gjort. Jeg syntes jo, at der var fint, han havde den på.«

Allan Bo og familien sætter enormt stor pris på den opmærksomhed og hyldesten, der har været i Danmark indtil nu.

Men personligt tænker han sig virkelig godt om, inden han siger ja til medieforespørgsler, der omhandler broderens død.

»Det skal gøres, uden at det bliver for kvalmende,« siger han.

»Der er jo også nogen i den anden grøft, der synes, at nu har de hørt nok om ham. Jeg kan også godt følge det. Der er folk, der går bort hver dag på tragisk vis, som ikke får skænket en tanke, fordi de ikke var kendte.«

»De har det bestemt ligeså hårdt og ligeså svært. Men nu har vi chancen for at holde Chris’ navn i hævd. Og jeg ved også godt, at man ikke kan gå et Tour de France i møde uden at snakke om Chris. Det ville være utopi at tro.«

Snart er der gået 10 måneder siden 18. september 2022. 10 måneder siden, at mareridtet, som Allan Bo selv kaldte det på Facebook, begyndte.

»Den dag i dag kan jeg stadig godt bilde mig selv ind, at det kraftedeme ikke kan være rigtigt. Altså jeg ved godt, at det er rigtigt. Men jeg vil ikke have, at det er det. En form for virkelighedsbenægtelse.«

I løbet af deres liv nåede de to brødre at skrive en bog sammen ved navn ‘Brødre på landevejen’.

De kørte som skrevet også på hold sammen i en årgang og turnerede for at holde foredrag.

Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd
Vis mere

Og det var næsten så pudsigt, at det var uhyggeligt, da de to brødre mødtes for sidste gang. Det skete i Vejle – totalt tilfældigt – dagen inden Chris Anker Sørensens død.

»Min kone og jeg besluttede at køre til Vejle for at spise. Det havde vi aldrig gjort før, og så var Chris der for at køre et lille stykke af Tour-ruten og holde et foredrag bagefter.«

Normalt snakkede Allan Bo og Chris tit sammen. Men lige dér var de ikke klar over, at deres skæbner ville føre dem sammen lige præcis den dag.

Fem minutters sludren på en gågade, der agerede kulisse til det tilfældige møde, blev deres sidste stund sammen.

»Det var virkelig uvirkeligt dagen efter, da man fik at vide, at det var slut. Jeg er ekstremt glad for, at jeg mødte ham den dag dér. Men man tænker også på, om der er mere mellem himmel og jord. Efterfølgende har jeg godt nok spekuleret meget over det.«

Dagen efter omkom Chris Anker Sørensen på sin cykeltur i Belgien. Han var ude at prøvekøre VM-ruten i enkeltstart, så han kunne være knivskarp i sin kommentering.

Han nåede aldrig så langt, og siden da har Allan Bo Andresen ikke sat sig op på en cykel.

Bliver man bange for at cykle?

»Ja, det gør man sgu nok. Jeg har i hvert fald ikke haft lyst til at tage ud at trille en tur på landevejen siden. Jeg har også en mor, jeg skal tænke på. Det er ikke sikkert, at hun synes, at det er fedt, hvis jeg tager ud og cykler mange ture.«