Jonas Vingegaard viste, hvor skabet skal stå. Danskeren kørte som en drøm op ad Col de la Couillole og afviste Evenepoel, inden Pogacar satte ham på plads i spurten. Underordnet - for han vandt alles hjerter i dag.

Her får du B.T.s dom over Tourens næstsidste etape, der blev vundet af Tadej Pogacar.

Remco Evenepoel bliver næppe så overmodig igen. Den slags koster dyrt mod Jonas Vingegaard.

Lørdag satte belgieren alle sine Soudal-tropper ind i kampen for at knække den danske Tour-stjerne efter nogle uger, hvor han har stukket verbalt til Vingegaard. Han forsøgte sig også med angreb på Visma-stjernen, der har virket svækket og tyndslidt på det seneste.

Men da Remco mindst ventede det, leverede Jonas Vingegaard dødsstødet, der parkerede Evenepoel og de belgiske drømme om en andenplads ved Tour de France.

Vingegaard leverede en fabelagtig afslutning på etapen, hvor han viste, at man aldrig må afskrive ham. Man vinder ikke Touren to gange for ingenting. Til sidst blev han knust af Tadej Pogacar, men lige præcis i dag gør det ikke så meget.

Jonas Vingegaard kigger efter Remco Evenepoel.
Jonas Vingegaard kigger efter Remco Evenepoel. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Nej! Jonas Vingegaard må - efter alt at dømme - rejse hjem til Glyngøre med en andenplads ved verdens største cykelløb.

I sig selv er det en præstation, at danskeren kan deltage i et professionelt cykelløb tre måneder efter sit potentielt karriereafsluttende styrt. At Visma-rytteren tager andenpladsen og en etapesejr i det løb, hvor feltet er allerstærkest, er jo direkte uhørt.

Nu lader det til, at den dobbelte danske Tour-vinder har fået en endnu stærkere, mere fokuseret og særdeles blodtørstig modstander i Tadej Pogacar. En slovener, der kun har en ting i hovedet: At bevise at nederlagene til Jonas Vingegaard i de to seneste år var en fejl.

Se bare afslutningen på dagens etape. Pogacars raketangreb på danskeren var en demonstrativ øvelse, der skulle bevise, at den gamle konge er tilbage på tronen. 

Det lignede til forveksling grådighed, og det havde - med tanke på alt det danskeren har været igennem - nok været smukkere at give Vingegaard sejren. Det her kommer Jonas til at tænke på hver dag indtil juli 2025. Hævnen venter!

Har Visma-Lease a Bike støttet Jonas Vingegaard godt nok i årets Tour de France? I løbets sidste weekend er emnet blev et stort samtaleemne, efter Bjarne Riis fremførte sin kritik af det hollandske hold i B.T.

Her kaldte B.T.s Tour de France-ekspert det en decideret 'fadæse', at Visma lørdag på etapen til Isola 2000 lod løbets andenplads sidde alene i jagten på en etapesejr til Matteo Jorgenson.

Jonas Vingegaard blev af TV 2 konfronteret med kritikken af holdet inden lørdagens etape og affejede den som 'dum', men det får ikke Bjarne Riis til at ændre holdning.

»Jeg så Jonas' kommentar ... Jeg må bare sige: 'Jonas, du tager fejl,« siger Riis, som uddyber kritikken på B.T. efter dagens etape. Følg med her og i B.T.s podcast 'Touren på Bagsædet'.

Den professionelle cykelverden er både konservativ og ærkeeuropæisk, og derfor er årets mand i grønt en kæmpemæssig gave til hele sporten.

Eritreanske Biniam Girmay bliver den første afrikaner til at vinde en trøje i Touren, og vi kan kun håbe, at det enorme kontinent nu får øjnene op for verdens smukkeste sportsgren.

Også kæmpe chapeau til Richard Carapaz, som - trods et smidt klassement og skuffelse over at blive vraget til OL - har genfundet styrken og henter den prikkede bjergtrøje.

Det klæder Tour de France, at den prikkede bjergtrøje går til en mand, der rent faktisk kører efter den - og ikke bare lander på ryggen af årets vinder.

Rytterne drømmer om champagne og paradekørsel, som vi kender det fra Paris, men det kan de glemme alt om.

Touren får en uvant krølle på halen, når den står på en udmarvende enkeltstart mellem Monaco og Nice på 33 kilometer. Og årets unikke afslutning bør være en menu, der gør Jonas lige så sulten som tanken om kebab.

Den kuperede profil gør danskeren til en af topfavoritterne på etapen, men spørgsmålet er, om Vingegaard stadig har watt nok i vingerne til at sætte konkurrenterne til vægs.

Men hvilken afslutning, det ville være på Tour de France efter Vingegaards vanvittige måneder. Den fås ikke smukkere.

1. Tadej Pogacar - UAE Team Emirates
2. Jonas Vingegaard - Visma-Lease a Bike +7''
3. Richard Carapaz - EF Education - EasyPost +23''
4. Remco Evenepoel - Soudal - Quick-Step +53''
5. Enric Mas - Movistar Team +1:07''
6. Joao Almeida - UAE Team Emirates +1:28''
7: Matteo Jorgenson - Visma-Lease a Bike +1:33''
8: Mikel Landa - Soudal - Quick-Step + 1:41''
9: Adam Yates - UAE Team Emirates +1:41''
10: Romain Bardet - Team dsm-firmenich - PostNL +1:52''

Andre læser også