Jonas Vingegaard vandt Tourens smukkeste sejr, da han vendte en håbløs situation på hovedet og skrev historie på en episk etape, vi vil huske for altid.

Her får du B.T.s dom fra Tourens 11. etape, der blev vundet af Jonas Vingegaard.

Ingen på denne klode – INGEN – kan sætte et mutantangreb ind, som Tadej Pogacar gjorde med godt 30 kilometer til mål. Men der findes heller ingen – I-N-G-E-N – med en jernpsyke som Jonas Vingegaard, der kan æde sig ind på det slovenske fænomen.

Rumvæsenet fra Glyngøre skrev historie op ad Col de Pertus, hvor han på uhørt vis hentede Tadej Pogacar, selvom Vingegaard i et øjeblik virkede knækket og Touren afgjort, da UAEs skrupsultne stjerne havde parkeret alle favoritterne.

Jonas Vingegaard er bare utrolig og fik alle – ud over sig selv – til at tabe kæben over den vanvittige koldblodighed og det rolige tråd, der må have føltes som en kniv, der langsomt blev boret ind i siden på Tadej Pogacar. Manden i den gule trøje kæmpede, men kunne ikke gøre andet end at konstatere, at et dansk vidunder ville mere end bare lege med - indtil Vingegaard gav ham dødsstødet og sejrede på etapen. En triumf, der aldrig vil slettes fra vores hukommelse.

Da Pogi kørte væk, virkede al håb praktisk talt ude – i stedet er der nu lagt op til en episk sidste halvdel i Tour de France. Tyrkertroen er tilbage. KOM SÅ JONAS!

Jonas Vingegaard vandt en rørende sejr i Le Lioran.
Jonas Vingegaard vandt en rørende sejr i Le Lioran. Molly Darlington/Reuters/Ritzau Scanpix

Nej, bestemt ikke!

Sådan lød svaret i hvert fald på vej op imod toppen af Col de Pertus. Men med et modbydeligt modsvar, der fik pressefolk i Tourens tætpakkede mediecenter til at bryde ud i spontane klapsalver, katapulterede Jonas Vingegaard sig direkte tilbage i kampen om Tour-tronen. Det var uhørt!

Tadej Pogacar har aldrig været stærkere. Jonas Vingegaard lå for tre måneder siden indlagt på et hospital i Baskerlandet og troede, han skulle dø. Hvis danskeren, som han har for vane, kun bliver bedre og bedre i det her cykelløb, så ser sejrschancerne med gode Glyngøre-gloser 'helt fine' ud.

Til gengæld var det edderspændte Massif Central-mesterværk en mavepuster for Remco Evenepoel. Belgieren har pustet sig op, kritiseret Vingegaard for manglende nosser, og talt, som om han var en naturlig vinderfavorit. Mon ikke Remco fik øje på danskerens ædle dele i dag.

Danmark taler om Vingegaards sejr. Europa taler om Vingegaards sejr. Nej, vent. Hele verden taler om Vingegaards vanvidscomeback!

Da han lå der i en baskisk vejkant efter det frygtelige styrt – uden at kunne få luft – frygtede han døden. Karrieren virkede til at være ovre.

Men eventyret om Jonas Vingegaard var ikke skrevet færdigt. Tirsdag den 10. juli forfattede danskeren det måske smukkeste kapitel i den utrolige historie om Danmarks største atlet.

Den her sejr går over i verdenshistorien som en af de smukkeste nogensinde. Det var meget mere end en cykelrytter, der lukkede et hul på et bjerg. Det var historien om Vingegaards genrejsning – om blod, sved og tårer! 

Sådan ser det ud, når en dansker skriver Tour-historie
Sådan ser det ud, når en dansker skriver Tour-historie Tour de France

Tilkald den bedste slovenske kiropraktor – vi har et alvorligt tilfælde af hold i nakken, der kræver akut behandling!

Tadej Pogacar har brugt de seneste dage på at tale om, at han på ingen måde er bange for Jonas Vingegaard. Det var svært at se på vej op ad Col de Pertus.

På uvant vis så vi manden i gult kigge mere bagud end fremad. Og det, han kunne se, var et frygtsomt syn.

Jonas Vingegaard kom pløjende tættere og tættere på – ubesværet – som var han på skinner på Thybanen. Hvis den her udgave af Jonas Vingegaard kun bliver bedre, så får Tadej Pogacar svært ved at sove i nat!

Jonas Vingegaard vandt med et mulehår, da Tadej Pogacar måtte se sig besejret.
Jonas Vingegaard vandt med et mulehår, da Tadej Pogacar måtte se sig besejret. Molly Darlington/Reuters/Ritzau Scanpix

Når rytterne har fået pusten efter onsdagens drama, skal pulsen en anelse ned på turen ud af Massif Central. 

Turen fra Aurillac til Villeneuve-Sur-Lot byder trods alt på en kuperet dag, hvor mange interesser kan komme i spil. 

For en gangs skyld burde der være interesse for at komme i udbrud, som har mulighed for at holde hjem. Men med de seneste flade etaper in mente, kan vi tage fejl.

Sprinterholdene vil med sikkerhed forsøge at få udbrudsplanerne spoleret, så det bliver til en massespurt på stregen – hvis altså de tunge hurtigmænd har benene til det efter onsdagens strabadser! 

Der kan blive tovtrækkeri for alle pengene, og vi beder til guderne om en underholdende affære.

1. Jonas Vingegaard – Visma-Lease a Bike
2. Tadej Pogacar – UAE Team Emirates ''
3. Remco Evenepoel – Soudal Quick-Step +0:25'
4. Primoz Roglic – Red Bull Bora-hansgrohe +0:55'
5. Giulio Ciccone - Lidl-Trek +1:47'
6. João Almeida - UAE Team Emirates +1:49'
7. Adam Yates - UAE Team Emirates ''
8. Mikel Landa - Soudal Quick-Step ''
9. Carlos Rodriguez - INEOS Grenadiers +1:55'
10. Felix Gall - Decathlon AG2R La Mondiale Team +2:38'

Hør blandt andet Bjarne Riis fortælle en sær barndomshistorie fra 5. klasse – omhandlende et sæt tyrenosser – i det nyeste afsnit af B.T.s populære podcast 'Touren på Bagsædet'. Lyt og følg podcasten på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: