For en gangs skyld var Jonas Vingegaard ikke dagens hovedperson. Det var holdkammeraten Christophe Laporte til gengæld, der reddede en fransk mareridts-Tour.

Tadej Pogacar forsøgte igen at snuppe sekunder med alt, hvad han havde. Han satte endda et overraskelsesangreb ind – men Jonas Vingegaard er bare urørlig.

Han fik cementeret sin kommende Tour-krone, da feltet passerede kongehusets sommerresidens.

Her er B.T.s dom over Tour-danskerne:

Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere


Hvis bare alle var som Mikkel Honoré, ville der formentlig ikke findes krig i denne verden.

Den elegante Quick-Step-dansker varslede inden etapen, at han ville hjælpe holdets kongesprinter Fabio Jakobsen, hvis hollænderen havde fundet tonserbenene frem til dagens etape efter overlevelsesdage i bjergene.

Det havde Jakobsen ikke, og hvad gjorde Honoré så? Han kæmpede for at hente endnu en etapesejr hjem ved at kaste sig ud i et – på papiret –  nærmest umuligt udbrud

Honoré fik ikke en etapesejr ud af det, men danskeren viste igen, hvor høj klasse han har. Og hvor eksemplarisk en holdrytter, han er.

Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere


Det her kan ikke gå galt. Det må ikke gå galt. Det vil ikke gå galt!

Fredag fik Jonas Vingegaard igen afværget en dag, der står mellem ham og den ultimative kroning i Paris. Der blev på forhånd varslet mulig sidevind på en drilsk etape, hvor kronen på værket var feltets passage tæt på kongefamiliens slot, Chateau de Cayx.

På trods af Tadej Pogacars chokangreb sidst på etapen fik Vingegaard igen bekræftet, hvem der er kongen af det her cykelløb. Kun noget, der aldrig er set før, kan nu komme i vejen for en kæmpe dansk triumf.

Vi håber Kong Cort så med fra Andorra og Prins Henrik et sted deroppefra.


På en dag med en dansker i gult og de kongelige gemakker i baggrunden, var det La Marseillaise, der rungede højest.

For Christophe Laporte gav hele Frankrig lettelsens suk, da Jumbo-monsteret snød alle sprinterne og tromlede sig til en smuk, smuk etapesejr.

I det franske var man for længst begyndt at male fanden på væggen. Det var for dårligt. Ingen fransk Tour-sejr for første gang i 23 år.

Men Christophe ville det anderledes. Han tog sig til hovedet, da han kørte over målstregen. Han troede ikke på det. Han var målløs.

Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

Maveproblemer har aldrig været en ideel forberedelse til en Tour de France-etape.

Og når de så kommer kort inden en af dem, man har markeret med et kæmpe rødt kryds, må man føle sig forbandet.

Det er lige præcis det, danske Mads Pedersen var udsat for inden dagens etape. Meldingen fra Trek-Segafredo-rytteren var, at han havde det decideret elendigt – og altså ikke engang ville forsøge at køre med om sejren.

Hvad havde ellers været smukkere end at vinde endnu en etape, tæt på Chateau de Cayx? Ikke ret meget. Men heldigvis har Mads P. allerede en etapesejr på cv’et i årets Tour.


Efter Touren anno 2022 kender hele verden Jonas Vingegaard … og Derniere Renovation.

Det aktivistiske kollektiv, der med protester vil sætte fokus på de omfattende klimaforandringer, lykkedes fredag for tredje gang med at afbryde en Tour de France-etape.

Det kan virke paradoksalt, at kollektivet går så målrettet efter en relativ grøn sport som cykling i stedet for Formel 1.

Respekt for at sætte en vigtig agenda på dagsordenen, men nu har vi altså set jer!


Find bare champagnen og de rød-hvide jubelscener frem. Det her kommer til at ske!

Danmark er snublende tæt på at have en ny vinder af verdens største cykelløb. Der mangler kun 40,7 kilometer på enkelstartcyklen, før en fænomenal Jonas Vingegaard kan sikre den vanvittige triumf.

Der skal et gigantisk og uhørt mirakel til, hvis Tadej Pogacar skal kunne hente den danske Tour-helt på lørdagens etape. Ikke engang en mareridtstid fra den unge dansker vil kunne give sloveneren troen på, at det kan lade sig gøre. Ellers er der i hvert fald intet, der giver mening.

Hvis ikke de danske cykelfans allerede har booket flybilletten og sat kurs mod Paris, så skal de gøre det nu. For det bliver stort, surrealistisk og vanvittigt, det her!

1. Christophe Laporte – Team Jumbo-Visma
2. Jasper Philipsen – Alpecin-Deceuninck +1'
3. Alberto Dainese – Team DSM st.
4. Florian Sénéchal – Quick-Step-Alpha-Vinyl st.
5. Tadej Pogacar – UAE-Team Emirates st.
6. Amaury Capiot – Team Arkéa Samsic st.
7. Dylan Groenewegen – BikeExchange-Jayco st.
8. Hugo Hofstetter – Team Arkéa Samsic st.
9. Luka Mezgex – BikeExchange-Jayco st.
10. Caleb Ewan – Lotto Soudal st.