Tour de France er verdens vildeste, mest vanvittige og fascinerende cykelløb, og tvivlede du et sekund på det, så spol lige tilbage og se femte etape igen!

Nøj, et ubeskriveligt drama og et fuldstændigt komplekst kaos, der udspillede sig på de brostensbelagte veje omkring mytiske Arenberg.

En etape til historiebogen, hvor en skæbnesvanger defekt gav de danske Tour-håb et nådesløst nyrestød.

Læs B.T.s dom over Tour-danskerne her:

Magnus Cort i nyt udbrud.
Magnus Cort i nyt udbrud. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere



Nogen havde åbenbart glemt at fortælle Magnus Cort, at der ikke var bjergpoint på dagens drøn af en etape. Eller også er bjerggeden fra Bornholm bare rigtig træt af at sidde i et cykelfelt sammen med alle de andre dødelige.

Efter tre dage med udbrud på udbrud på udbrud havde vi forventet en Magnus Cort, der skulle sole sig i bjergtrøje-applaus bagest i feltet. Sådan gik det mildt sagt ikke.

Han har høstet egen succes i Tourens første fire dage, men onsdag viste feltets flotteste overskæg sig som firmaets mand og kørte benene i syre for Neilson Powless jagt efter etapesejr og gul trøje. Desværre uden resultat.

Vi ved, at Magnus Cort har præcis det punch i stængerne, der ville have givet ham etapesejren efter en lang dag i udbrud. Men kræfterne var opbrugt efter fire lange dage i sadlen, og han måtte slippe fem kilometer fra målstregen. ØV!

Jonas Vingegaard.
Jonas Vingegaard. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Jonas Vingegaard må smile med det ene øje og græde med det andet. Men der er ærlig talt mest at græde over for storholdet Jumbo-Visma. Ideen om to mand, der skal prygle Pogacar skiftevis, er kuldsejlet.

På få minutter haglede den ene ulykke efter den anden ned over kaptajnerne. Vingegaard blev ramt af dramatisk defekt, der endte i kaos, da han ikke holdt hovedet koldt og bare ventede på en ny cykel. Roglic pløjede direkte ind i en halmballe og så Pogacar – og måske også Tour-sejren – forsvinde væk i en støvsky.

Det var i det moment, Jumbo-Visma blev tvunget til at vælge. Ikke bare for onsdagens etape, men for Tour-sejren. Hvem skulle have lokomotivet Wout van Aerts hjælp til at genvinde det tabte?

Det blev som bekendt Jonas Vingegaard, der kunne køre med Van Aert spændt for vognen. Og det var Vingegaard, der fik samlet stumperne og kun tabte 13 sekunder til Tadej Pogacar. Jumbo-Visma har fået en dansk kaptajn – om de vil indrømme det eller ej.

Primoz Roglic røg i asfalten og tabte dyrebare minutter.
Primoz Roglic røg i asfalten og tabte dyrebare minutter. Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere

Jonas Vingegaard kunne have tabt Tour de France i dag. Men takket være Wout van Aert og resten af gutterne i gult blev blødningen stoppet.

Trods en vanvittig og voldsom dag er danskeren altså stadig på syvendepladsen – kun 21 sekunder efter Tadej Pogacar.

Nok virker den forsvarende Tour-vinder nærmest urørlig, men på en dag, hvor alt kunne være tabt, er det stadig en enorm optour, at det ikke gik værre.

Nu venter en rolig torsdag, inden Vingegaard skal hente det tabte på Planche des Belles Filles. Kom så, Jonas!

Det var dagen, hvor vi skulle se Mads Pedersen brillere på brostenene. Hvor Kasper Asgreen skulle køre Quick-Step-toget mod nye triumfer. Hvor de gule lyn fra Jumbo-Visma anført af Jonas Vingegaard skulle sætte Pogacars svage UAE-hold under maksimalt pres.

Der var masser af danske drømme onsdag morgen. Men én efter én blev de banket sønder og sammen i pavéernes støvskyer.

En rødglødende Mads Pedersen forsøgte at animere et passivt felt, angreb selv, men blev halet tilbage. Jonas Vingegaards klassementsdrømme fik et slovensk cirkelspark.

Magnus Cort lignede igen manden, der skulle redde dagen for danskerne, men et katastrofalt krampeanfald slukkede for lyset få kilometer før, han skulle spurte om etapesejren. En dansk dommedag!

Der gik et gys gennem danskerne, da Jonas Vingegaard kort før sjette brostensstykke pludselig blev ramt af en defekt – midt i den drabelige finale.

Ondt blev værre, da holdkammeraterne ilede til for at hjælpe Vingegaard, for første mand på stedet var tårnhøje Nathan Van Hooydonck.

Jonas Vingegaard overtog altså en cykel fra en mand, der måler 193 centimeter, og hjælpeløst måtte danskeren holde cyklen i gang ved at stå op i pedalerne, mens han mest af alt lignede et barn på en væltepeter.

Siden afleverede Steven Kruijswijk også sin gule racer, inden Jumbo-Visma-bilen endelig kom til undsætning med en ny cykel, der passede til det danske Tour-håb. Vanvittige billeder!

Det har været debatteret vidt og bredt, om det overhovedet er i orden at lægge en brostensetape ind i Tour de France.

En form for etape, hvor tilfældigheder, defekter på det forkerte tidspunkt og et simpelt hul i vejen kan slukke en hel Tour-drøm.

Onsdag fik vi både argumenter for og imod ASOs vilde idé, og mon ikke især Primoz Roglic bander beslutningen om en Paris-Roubaix-agtig etape langt, langt – eller i hvert fald to minutter – væk.

En ting er sikkert: I dag blev Tour de France åbnet med et brag, og tidsforskellene, der blev skabt på de barske brosten, kan kun gøre cykelløbet bedre!

1: Simon Clarke
2: Taco van der Hoorn
3: Edvald Boasson Hagen +2
4: Neilson Powless +4
5: Magnus Cort +30
6: Jasper Stuyven +51
7: Tadej Pogacar +51
8: Jasper Philipsen +1:04
9: Fabio Jakobsen +1:04
10: Luca Mozzato +1:04