Åh nej! Jonas Vingegaard blev igen parkeret af Tadej Pogacar, og – endnu værre – tog Remco Evenepoel tid på danskeren.

Læs B.T.s dom over Tourens 17. etape, hvor Richard Carapaz løb med sejren:

Det blå overskæg brillerer i verdens største cykelløb!

Alle ville i udbrud, men igen var det en vanvittig veloplagt Magnus Cort, der formåede at knække koden.

Iveren fejlede ikke noget, men Uno-X-stjernen måtte give fortabt, da bjerggederne Richard Carapaz og Simon Yates angreb sidst på etapen og parkerede alle konkurrenterne.

Men hold op, hvor har Magnus Cort bare fortjent en etapesejr i dette års Tour.

Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Uge tre i Tour de France plejer at være Jonas Vingegaards store slagnummer, men alt ser ud til at være forandret i år. Der er nu ingen tvivl om, at danskerens korte indløb til Touren efter styrtet i Baskerlandet viser sig, og det kan få drastiske følger. 

Tadej Pogacar har fundet Jonas Vingegaards svaghed. Det hårde, bidske slangehug kort før toppen, som får Jonas Vingegaards elastik til at briste.

Onsdag forsøgte danskeren på heroisk vis at besvare slovenerens barske acceleration. Det lykkedes, men regningen ramte HÅRDT kort efter, da Remco Evenepoel satte kniven ind og kørte væk fra Vingegaard i de lånte prikker. 

Selvom tidstabet var minimalt, er det et enormt psykologisk nederlag til Vingegaard, at han taber terræn til Remco Evenepoel. Vi må efterhånden erkende, at danskeren skal kigge mere bagud end fremad og frygte en belgisk overhaling – især med tanke på enkeltstarten i Nice på Tourens sidste etape.

Breaking: Jonas Vingegaard er menneskelig!

Det måtte vi endegyldigt sande, da Tadej Pogacar satte sit store angreb ind onsdag eftermiddag. Det stod hurtigt klart, at Vingegaard ikke havde benene til at svare tilbage – ligesom vi har set de seneste dage. Men at den danske Tour-mester også måtte slippe Remco Evenepoels baghjul, var det endegyldige svar på, at man trods alt ikke kan møde op til Touren uden forberedelse og have diamanter i benene i tredje uge af verdens hårdeste cykelløb.

Heldigvis havde Vingegaard holdkammeraten Christophe Laporte, der havde været i udbrud det meste af dagen, liggende længere fremme. Franskmanden fik på nedkørslen fragtet danskeren frem til først Evenepoel og senere Pogacar.

Men da den lille belgier kort efter sendte endnu et angreb ind, kunne hverken Vingegaard eller Laporte stille noget op.

Fra nu af ligner det en kamp om andenpladsen for den danske Tour-stjerne.

Foto: Thomas Samson/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

De mobber jo Vingegaard!

De to har råflirtet igennem hele Touren – både på og af cyklen. Og nu ligner det i den grad, at der er opstået en decideret alliance mellem Remco Evenepoel og Tadej Pogacar.

Da Remco – der er løbets nummer tre – angreb med fem kilometer tilbage af etapen, rørte Pogacar overhovedet ikke på sig. Det ville løbets gule trøje under normale omstændigheder gøre, hvis en podiekonkurrent angreb.

Det så også ud til, at Tadej Pogacar kiggede tilbage efter belgieren – som en storebror på udkig efter junior – da han først slog hullet. 

Det lugtede alvorligt af en venneaftale – og det er en farlig duo, som Jonas Vingegaard har fået imod sig i den franske rundfart. Det er de to værste fjender, man kan forestille sig. 

Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Feltets store udbryderkonger kan godt kridte cykelskoene og pudse racercyklerne, for torsdag bliver – endelig – deres juleaften.

Dagens kuperede terræn med fem kategori 3-stigninger åbner porten for et seværdigt cykelløb, hvor de (få) tilbageværende sprintere ikke kan være med og favoritterne næppe går i krig mod hinanden, da stigningerne ikke er hårde nok.

Magnus Cort håber formentlig på en blå torsdag og en sejr i Barcelonette, og hiver man klaphatten på, er bornholmeren med kløen i benene et rigtig godt bud på en etapevinder.

Vi krydser fingre for et blåt sejrsoverskæg på podiet!

1. Richard Carapaz, Ecuador (EF Education), 4.06.13 timer,
2. Simon Yates, Storbritannien (Team Jayco AlUla) +0:37
3. Enric Mas, Spanien (Movistar) +0:57
4. Laurens de Plus, Belgien (Ineos) +1:44
5. Oscar Onley, Storbritannien (Team dsm – firmenich PostNL) +1:44
6. Guillaume Martin, Frankrig (Cofidis) +2:36
7. Magnus Cort, Danmark (Uno X-Mobility) +2:38
8. Wout Poels, Holland (Bahrain – Victorious) +2:39
9. Jordan Jegat, Frankrig (TotalEnergies) +2:39
10. Alex Aranburu, Spanien (Movistar Team) +2:39

26. Remco Evenepoel, Belgien (Soudal Quick-Step) +7:13
27. Tadej Pogacar, Slovenien (UAE Team Emirates) +7:23
28. Jonas Vingegaard, Danmark (Team Visma – Lease a Bike) +7:25

I ‘Touren på Bagsædet’ kan du høre om et dansk supertalent, der ligner en kommende Tour-stjerne. Som kun 17-årig har han allerede skrevet kontrakt med et af feltets storhold. Du kan høre podcasten og følge den på Spotify, Apple Podcast eller lytte lige her.


Andre læser også