Den tidligere Tour de France-vinder Bjarne Riis bliver ikke en del af fejringen af den nye Tour-vinder Jonas Vingegaard onsdag i København.

Det fortæller han til B.T. i en sms.

'Jeg er ikke inviteret, og jeg er heller ikke i Danmark,' skriver han og tilføjer, at han ikke har yderligere kommentarer til den manglende invitation.

Flere havde spekuleret i, om den tidligere Tour-vinder ville blive en del af fejringen af den nykårede Tour-vinder, men det bliver altså ikke tilfældet. Det er ikke første gang, Riis bliver forbigået i forbindelse med årest Tour de France.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det samme gjorde sig gældende i forbindelse med Grand Départ i Danmark. Her var Riis heller ikke blandt de inviterede, hvilket ærgrede ham.

Det er Danmarks Cykle Union, der har givet input til gæstelisten, når det kommer til cykelpersonligheder. Kommunikationschef Ulrich Gorm forklarer, at man har prioriteret folk tæt på Jonas Vingegaard.

»I og med, det foregår på Københavns Rådhus og dermed er afslutningen på Grand Départ, har vi forholdt os til, at der er en invitationsliste, der kommer fra Grand Départ fra løbets start, og så har vi givet input til de cykelmæssige relationer i forhold til Jonas Vingegaard, fordi det er ham, der skal fejres,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Derfor har vi kigget på, hvem der er omkring Jonas. Eksempelvis hans gamle træner, hans tidligere team og venner og bekendte, der har betydning for ham. Vi er kommet med vores cykelfaglige input i relation til den nutid, der er omkring Jonas og dét, han står for og er en del af,« siger Gorm.

Så I har ikke tænkt på at skulle invitere eksempelvis folk som Bjarne Riis?

»Nej, det har vi faktisk ikke, fordi vi har koncenteret os om at lave en fejring for Jonas. Vi har ikke forholdt os til det. Vi har forholdt os til det setup, der har skabt Jonas og hans karriere. I bund og grund kan man sige, at han ikke engang var født dengang, Bjarne vandt Touren.«

Så der er ikke decideret tale om et fravalg? Riis var heller ikke på gæstelisten til Grand Depart, som du henviser til.

»Nej. Vi har ikke lavet noget aktivt fravalg. Vi har lavet et tilvalg af mennesker, der har relation til Jonas,« slår Gorm fast.

Vingegaard fejres tirsdag i Holland, hvor Jumbo-Visma har hovedsæde. Onsdag fejres han i de københavnske gader, på Københavns Rådhus og i Tivoli. Samme sted som Bjarne Riis blev fejret for 26 år siden.

Riis har efter sin sejr erkendt, at han var dopet under sin Tour-sejr. Det har gjort ham til lidt af en varm kartoffel i dansk cykelsport.