Opkørsler til Alpe d'Huez på både næstsidste og tredjesidste dag. To monstrøse alpeetaper som finale før den sidste køretur ind mod Paris.

Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvilke tanker Tour de France-ledelsen har gjort sig, da den planlagde ruten for 2026-udgaven af det udmarvende cykelløb.

Spændingen skal bevares til det sidste, og derfor ser Touren på papiret bagtung ud.

- Tour de France-direktøren er ikke anderledes end enhver anden fan. Når der ikke er nogen spænding, har jeg det på præcis samme måde som alle andre, siger løbsdirektør Christian Prudhomme i et interview med Eurosport.

- Mine tanker har ikke ændret sig siden min barndom, hvor jeg så Raymond Poulidor angribe på Mont Revard. Selvfølgelig higer vi efter kampe og spænding, og det spiller uundgåeligt en rolle i udformningen af ruten, forklarer han.

At fastholde spændingen gennem 21 etaper er lettere sagt end gjort i en tid, hvor Tadej Pogacar til tider kan virke som en mand, der dyrker en anden sport end resten af feltet.

Sidste år førte han samlet med mere end fire minutter inden de to sidste bjergslag, der dengang var placeret som løbets fjerde- og tredjesidste etape.

Det blev aldrig rigtig spændende, men de sene bjergetaper gør, at publikum trods alt kan leve i håbet om, at der sker noget uforudset, der kan vende det hele på hovedet i sidste øjeblik.

Som da Pogacar i 2020 nærmest rev Tour de France-trofæet ud af hænderne på Primoz Roglic i en allerede legendarisk bjergenkeltstart på La Planche des Belles Filles på løbets næstsidste dag.

- Der er en tendens til, at man gerne vil have den næstsidste etape som den afgørende. Nogle gange har det været den tredjesidste, fordi der er noget logistisk, der skal gå op, og man skal have flyttet det hele til Paris om søndagen, siger den tidligere cykelrytter og nuværende Eurosport-kommentator Jesper Worre.

Tanken er, at jo hårdere en etape er, jo skrøbeligere er rytterne i sagens natur, hvis de skulle blive ramt af uheld eller sygdom.

Og når de på de sidste to etaper skal forcere stigninger som Alpe d'Huez, Col du Galibier og Col de Sarenne, kan småproblemer hurtigt forvandle tabte sekunder til minutter.

- Selv hvis du fører med otte minutter, skal du jo ikke have en halvsløj dag, for så taber du det hele. Hvis en rytter er lidt syg, så glider han simpelthen ud af klassementet, påpeger Jesper Worre.

- Får han et kraftigt maveonde, kører han ikke stærkt næste dag. På en hård bjergetape begynder han lige så stille at falde tilbage - og ikke kun på det sidste bjerg.

- Når Pogacar og Vingegaard har vundet ret overbevisende, er det, fordi de er kommet igennem uden alvorlig sygdom undervejs. Men det kan ske for alle, og derfor er der et enormt pres på de ryttere, der kører klassement. Holdet passer jo meget på dem, men der skal ingenting til, før de ikke er helt på toppen, forklarer han.

Tour-ruten er lidt usædvanlig denne gang, fordi rytterne efter de første dage i Barcelona kører direkte ind i Pyrenæerne.

Her venter kun én rigtig barsk bjergetape med Col d'Aspin og Col du Tourmalet, og det hele er overstået på løbets sjette dag.

- Pyrenæerne kunne uden tvivl have været hårdere, medgiver Christian Prudhomme.

Men rytterne skal ikke lade sig narre af det, der ligner en lang mellemperiode uden de store bjergslag mellem Pyrenæerne først i løbet og Alperne til allersidst.

Selv om udsvingene på ruteprofilerne ikke er så store, skal det nok blive rigeligt hårdt, mener Jesper Worre.

- Der kommer nogle dage, hvor det mere eller mindre går op og ned hele vejen. Det er ofte også der, hvor det er allervarmest. Det er de etaper, rytterne frygter mest, fordi de er uforudsigelige.

- En bjergetape er tit lettere at planlægge. Det første bjerg kommer måske efter 80 kilometer, og der skal de tre bjerghjælpere sidde omkring kaptajnen. Der er det mere rytternes ben end taktikken, der afgør det, siger han.

Tour de France begynder lørdag med en holdtidskørsel i Barcelona. Løbet slutter 26. juli på Champs-Élysées i Paris.

/ritzau/